Poulsen og Leipzig er klar til semifinalen i Champions League
RB Leipzig er klar til semifinalen i Champions League, efter de besejrede Atlético Madrid med 2-1. De skal nu møde PSG i semifinalen.
Det så ud til, at spanske Atlético Madrid allerede havde forberedt sig på forlænget spilletid, men det havde RB Leipzig ikke.
For med få minutter tilbage af den ordinære spilletid dukkede Tyler Adams og scorede til 2-1 for tyskerne, hvilket også blev kampens resultat. Yussuf Poulsen, der var på banen i hele kampen, og resten af Leipzig-spillerne er dermed klar til semifinalen i Champions League.
RB Leipzig 2 - 1 Atlético Madrid
- 1-0: Dani Olmo (51')
- 1-1: Joao Felix (71')
- 2-1: Tyler Adams (88')
- Stadion: Estádio José Alvalade i Lissabon
I semifinalen skal de møde Paris Saint-Germain, der leverede et stort comeback onsdag. De øvrige kvartfinaler står mellem Manchester City og Lyon samt Barcelona og Bayern München.
Sådan forløb etapen /ritzau
Leipzig kom også bedst ud til kampen. Med sit aggressive presspil lagde det tyske hold offensivt ud og havde også en tidlig hovedstødschance.
Men ellers var det nu småt med de store muligheder i første halvleg. Atlético Madrid er kendt for sit betonforsvar, og spanierne holdt modstanderen fra de helt store chancer. Ofte blev det ved lige ved og næsten.
I den anden ende kreerede Atlético heller ikke det store, og derfor måtte det næsten blive 0-0 ved pausen.
Leipzig kom endnu bedre ud til anden halvleg, og det gav afkast efter fem minutter.
Efter et flot og vedholdende angreb, som Yussuf Poulsen havde sin andel i, sendte Marcel Sabitzer bolden ind foran mål, hvor angriberen Daniel Olmo headede føringsmålet ind.
Atlético udlignede på straffespark
Atlético, der tre gange har tabt finalen i turneringen, måtte nu frem på banen, og træner Diego Simeone satte Joao Felix på banen i jagten på udligning. Det skulle vise sig at være et klogt træk.
Efter lidt mere end ti minutter på banen brød Felix igennem i feltet og blev fældet af Lukas Klostermann, og dommeren pegede på pletten uden at tøve. Felix eksekverede selv, og udlignede til 1-1 med 20 minutter tilbage.
Atlético havde overtaget i perioden lige efter, men minutterne gik, og det trak op til forlænget spilletid. Men Leipzig havde andre planer.
Med to minutter tilbage fik tyskerne sat et hurtigt angreb op, og indskiftede Tyler Adams kom på skudhold i en god position lige uden for feltet. Han tog chancen, og til hans held blev bolden rettet af, så den gik i mål til 2-1.
I tillægstiden brændte det på foran det tyske mål, men det lykkedes ikke for Atlético at svare tilbage, og så kunne Leipzig-spillerne bryde ud i jubel.
Leipzigs semifinale mod PSG spilles på tirsdag, mens finalen afvikles 23. august.