Fodbold

Bayern München ydmyger Barcelona og er i CL-semifinalen

Bayern München er klar til semifinalen i Champions League, hvor de skal møde vinderen af kampen mellem Manchester City og Lyon.

Det var næsten ikke til at tro sine egne øjne.

To af Europas bedste klubber tørnede fredag aften sammen i Champions League-kvartfinalen, men det var ikke til at se på banen.

Tyskerne var nemlig med 4-1 efter en hæsblæsende start på kampen, hvor Bayern München var altdominerende. Barcelona forsøgte at svare igen i anden halvleg, men selvom de fik reduceret, var Bayern overlegne. De vandt også anden halvleg med 4-1 og dermed blev resultat hele 8-2.

Barcelona 2 - 8 Bayern München

  • 0-1: Thomas Müller (4')
  • 1-1: David Alaba (7' - selvmål)
  • 1-2: Ivan Perisic (22')
  • 1-3: Serge Gnabry (28')
  • 1-4: Thomas Müller (31')
  • 2-4: Luis Suarez (57')
  • 2-5: Joshua Kimmich (63')
  • 2-6: Robert Lewandowski (82')
  • 2-7: Philippe Coutinho (85')
  • 2-8: Philippe Coutinho (89')

I semifinalen skal de møde vinderen af kampen mellem Manchester City og Lyon, der mødes lørdag. Paris Saint-Germain og RB Leipzig tørner sammen i den anden semifinale.

Sådan forløb kampen /ritzau

Fredagens kamp begyndte i højt tempo, og Barcelona var rent faktisk godt med i indledningen.

Efter fire minutter åbnede Bayern München-angriberen Thomas Müller målfesten, da han efter sammenspil med Robert Lewandowski sparkede sydtyskerne på 1-0.

Der skulle dog kun gå tre minutter mere, før Barcelona havde udlignet til 1-1. Det skete efter et indlæg fra venstre, som Bayern-stopperen David Alaba uheldigt sendte i eget net.

Barcelona havde flere muligheder for måske at have gjort det til en anden kamp i denne fase.

Men Barcelona-angriberen Luis Suarez fik helt fri foran mål sit forsøg reddet af den sprællende Bayern-keeper Manuel Neuer.

Få minutter senere ramte Barcelonas usædvanligt anonyme stjernespiller Lionel Messi stolpen på et drilsk indlæg.

Tre mål på under ti minutter

Og så gik det i stedet helt galt, da Bayerns målmaskine kom i gang i den anden ende med sprudlende fodbold.

Med tre mål på under ti minutter i midten af første halvleg blev Barcelonas skrøbelige defensiv udstillet.

Efter 22 minutter strøg Bayerns kantspiller Ivan Perisic forbi Barcelona-stopperen Gerard Pique og udplacerede trods en spids vinkel Marc-André ter Stegen i det spanske mål. Seks minutter senere lignede Barcelonas anden centrale forsvarspiller, Clément Lenglet, en forstenet kegle, da Leon Goretzka fandt Serge Gnabry til 3-1-scoringen.

Thomas Müller blev kort efter dobbelt målscorer, da han løb foran uopmærksomme og passive Pique og gjorde det til 4-1.

Det lignede allerede på det tidspunkt en tidlig afgørelse på kampen.

Countinho sluttede af med to mål

I anden halvleg reducerede Suarez til 2-4 efter lidt under en time for Barcelona, men straks punkterede Bayern den lille mulighed for spænding i opgøret.

Med kampens detalje tørrede Bayern-backen Alphonso Davies på grum vis Barcelonas Nelson Semedo og fandt Joshua Kimmich til en nem scoring til 5-2

Bayern-topscorer Robert Lewandowski kom også på måltavlen med scoringen til 6-2 efter 82 minutter.

Og Bayern kværnede bare videre og knuste de sidste peberkorn ud af de trætte, opgivende og rystede Barcelona-spillere, der så ud til at være helt uden kraft og energi.

Til slut gjorde Bayerns indskiftede Philippe Coutinho, der ovenikøbet er udlejet fra Barcelona, ydmygelsen total.

Med målene til 7-2 og 8-2 fik Coutinho på bizar vis sat et punktum for Barcelona i denne omgang.

Og måske var det også afslutningen på en epoke i Barcelona, der ser ud til at skulle sadle om, hvis holdet skal være med på højeste niveau.