Fodbold

Dansker vil købe tidligere Premier League-klub

Charltons Lyle Taylor fejrer en scoring i The Championsship. Tony Obrien / Ritzau Scanpix

Traditionsklubben Charlton Athletic falder i danske hænder, hvis det står til forretningsmanden Thomas Sandgaard.

- Jeg er seriøs, og jeg vil få det til at ske. Ideelt set overtager jeg alt.

Sådan lyder det fra den danske rigmand Thomas Sandgaard, der til South London News slår fast, at han er fast besluttet på at købe den tidligere Premier League-klub Charlton Athletic.

- Jeg har fundet ud af, at Charlton, for mig, er den klub med det største potentiale blandt dem, der har behov for at blive solgt.

- Det er en London-klub, som jeg foretrækker, og fanbasen og klubhistorien giver den her klub enormt meget potentiale, siger Thomas Sandgaard.

Charlton Athletic rykkede ned i den tredjebedste engelske række i seneste sæson efter en 22.-plads i The Championsship. Klubben har ikke været i Premier League siden 2007.

Skabte formue i USA

Den 62-årige dansker flyttede til USA i 1996, og i 2018 blev han amerikansk statsborger.

Hvis vi gør det virkelig godt, kan vi øge kapaciteten og få flere fans ind om 5-10 år

Thomas Sandgaard

I staten Colorado har han startet firmaet Zynex Inc., der producerer medicinsk udstyr, hvor han fortsat er administerende direktør.

Ifølge South London News er Thomas Sandgaard god for over tre milliarder kroner. Det vil koste ham omkring 400 millioner kroner at købe klubbens stadion, The Valley, samt træningsanlægget.

Har besøgt stadion

Sandgaard har ikke haft mulighed for at tale med den nuværende ejer, Roland Duchatelet, og det er derfor, han nu fortæller offentligt om sine forretningsplaner.

- Jeg synes, at Duchatelet og hans rådgivere skal vide, at jeg ikke bare er endnu en tilfældig person med minimal chance, som prøver sig.

Danskeren har allerede været et smut forbi det sydøstlige London for at se nærmere på det fysiske forhold.

- Jeg tog ud til stadionet, og det er nydeligt. Jeg var virkelig overrasket, men klubben har selvfølgelig også historie som værende en Premier League-klub. Man er nødt til at have et stadion efter den standard.

- Hvis vi gør det virkelig godt, kan vi øge kapaciteten og få flere fans ind om 5-10 år, mener Thomas Sandgaard.