Fodbold

Thomas Müller griner over storsejr: - Vi havde det sjovt sammen

Thomas Müller kom selv på tavlen i den store sejr. Rafael Marchante / Ritzau Scanpix

Thomas Müller var glad for sejren over Barcelona, men er allerede begyndt at se fremad.

Hæsblæsende, underholdende og epokegørende.

Således kan Bayern Münchens overbevisende storsejr på 8-2 over FC Barcelona i fredagens kvartfinale i Champions League opsummeres.

Bayern München var en klasse bedre end Barcelona denne aften i Lissabon, hvor kvartfinalen blev afgjort over én kamp og uden tilskuere på grund af coronapandemien.

Thomas Müller blev kåret til kampens spiller, og han nyder resultatet.

- Vi havde det sjovt sammen alle sammen i øjeblikket. Når man møder spillere som de har i Barcelona, skal man være endnu mere aggressiv, og det var vi i dag, siger han efter kampen.

- Når den ene spiller gik død, så var den næste klar, og når han gik død, så var den næste klar, så Barcelona fik ikke noget ro.

Barcelona-træner er presset

Med fredagens nederlag i Champions League-kvartfinalen lykkedes det ikke for Barcelona-træner Quique Setien at hente et trofæ i denne sæson.

Han ønsker dog ikke selv at spå om sin fremtid.

- Jeg kommer ikke til at snakke om det, for jeg har kun været her et halvt år. Men eftersom det er Pique, der taler, så er der nok noget sandhed i, hvad han siger, lyder det fra den spanske cheftræner.

- Lige nu føler vi enorm frustration, og vi kan kun prøve at fokusere på fremtiden. Barcelona er en så stor klub, at det her kommer til at skade os, og der er selvfølgelig brug for forandring, siger Setien.

Mens Barcelona-spillerne nu kan gå på sommerferie efter en forlænget sæson, så er Bayern München klar til semifinalen i Champions League.

Her venter vinderen af lørdagens kvartfinale mellem Manchester City og Lyon.