Barcelona får hug efter Bayern-lussing: Et stykke ødelagt legetøj
De spanske medier er lige så hårde ved FC Barcelona, som Bayern München var det i fredagens Champions League-semifinale.
Det runger endnu, efter FC Barcelona blev banket ud af Champions League med et svimlende nederlag på 8-2. Ikke mindst i de spanske medier.
Efter FC Bayern Münchens gedigne lussing i kvartfinalen må Barcelonas stjerner vende den anden kind til, hvis de vover at skele til den spanske presse. Her er medierne helt enige om at beskrive kampen som en historisk fiasko for Barcelona, der især for hug for præstationen i de første 45, hvor Bayern reelt afgjorde kampen.
Marca: - Tyskerne knuste Barcelona i første halvleg. De var en angribende maskine, som fik masser af gaver af catalanerne. Selvom Barcelona var bagud med hele tre mål ved pausen, kunne det have set meget værre ud. 1-4 ved pausen. Det er op ad bakke.
Mundo Deportivo: - Barca har været et stykke legetøj i Bayerns hænder. Barcelona er som sunket i jorden.
As: - Efter første halvleg vil denne Champions League-kamp gå over historien. Bayerns offensive maskine rev Barca fra hinanden på en halv time.
SPORT: - Vi ved ikke, hvad vi skal skrive – eller hvordan vi skal beskrive det. Hele holdet leverer et stykke frygteligt arbejde defensivt, og Barcelona er reduceret til et stykke ødelagt legetøj i hænderne på Bayern-angrebet.
El Pais: - Bayern opgav ikke intentionen om at ødelægge Barca. Det hele skete i løbet af den første halve time, hvor Perisic, Gnabry og Müller forseglede Barcelonas værste halvleg for i Champions League.
Efter 4-1 ved pausen fordoblede Bayern München føringen i anden halvleg, så tyskernes magtdemonstration endte med de uhørte cifre 8-2.
- 0-1: Thomas Müller (4')
- 1-1: David Alaba (7' - selvmål)
- 1-2: Ivan Perisic (22')
- 1-3: Serge Gnabry (28')
- 1-4: Thomas Müller (31')
- 2-4: Luis Suarez (57')
- 2-5: Joshua Kimmich (63')
- 2-6: Robert Lewandowski (82')
- 2-7: Philippe Coutinho (85')
- 2-8: Philippe Coutinho (89')
En Barca-katastrofe
De tyske medier skorter heller ikke på de store ord efter den enorme Bayern München-sejr. Her følger tre overskrifter fra Bayerns hjemland.
Bild: - Bayern smadrer Barcelona med otte mål. Århundredets sejr.
Kicker: - En enestående Barca-katastrofe: Bayern kører Messi & Co. over
Süddeutsche Zeiting: - Bayern scorede otte mål mod Bayern München. Ja, otte
Så mange mål har FC Barcelona aldrig prøvet at lukke ind i en europæisk kamp. Derfor er Bayern München også opmærksom på det historiske resultat.
- Godmorgen, semifinalister. Og nej, det er ikke noget, I har drømt, skriver klubben på Twitter.
I semifinalen skal FC Bayern München møde vinderen af lørdagens kvartfinale: Manchester City – Lyon.
I den anden semifinale mødes RB Leipzig og Paris Saint-Germain. Både semifinalerne og finalen spilles i den kommende uge.