Toft: - Revolutionen i Barcelona er en nødvendighed

16x9
Gerard Pique tilbød at ofre sin egen position i Barcelona, da klubben havde tabt 8-2 til Bayern München. Foto: Lluis Gene / Ritzau Scanpix

TV 2 SPORTs fodboldkommentator Flemming Toft ser nærmere på FC Barcelonas historiske nederlag til Bayern München.

Som om ydmygelsen ikke var nok. 2-8 til Bayern München likviderede ikke alene FC Barcelona i Champions League - lavinen er i så meget fart, at den meget nemt kan splitte en af historiens største klubber.

At tage det catalanske sports-dagblad “Sport” i hånden, når de skriver at FC Barcelona er ved at dø, er den dramatiske konklusion på en aften, hvor historien fik et fodboldmæssigt chok. Men ingen tvivl om, at det her rammer på en særlig stolthed i en region fyldt med autonome følelser og et flag, der symboliserer afstand til resten af Spanien.

FC Barcelona har bevæget sig på kanten af før og nu i et stykke tid. De historiske bedrifter, der har begejstret en hel verden og velsignet os fodboldelskere med smittende fodboldleg og resultater på den ene side, det vi alle er tatoveret med, og så en realistisk nutid, hvor overhalingsbanen er fyldt op, og hvor stagnationen på Camp Nou har været nærmest karakteristisk konservativ.

Ganske vist er det medlemmerne, der bestemmer under klubbens slogan: Més que un club - “Mere end en klub”, men i realiteten har magtkampene i toppen med politiske undertoner være for styrende og forstyrrende. Måske også i fodboldhierakiet.

"Revolutionen" er en nødvendighed

Præsidenten Josep Maria Bartomeu har klamret sig til det magtfulde sæde, selvom styringen generelt har været kritiseret. Den sportslige direktør Eric Abidal har længe været på kant med flere af spillerne, den øvrige ledelse og medierne. Træner Enrique Setién har haft gloende bagdel fra stort set siden sin ankomst den 13. januar i år, og spillerhierakiet har haft en betydelig magt med Lionel Messi som den kronede konge. Alt dette har givet støj langt ud over de manglende resultater.

FC Barcelona er for første gang i 12 år trådt ud af en sæson uden pokaler. Copa del Rey, La Liga og Champions League er på andres hænder.

De næste dage - måske timer - bliver der peget på årsager frem for løsninger. Først skal “de skyldige” findes inden “revolutionen”, som er en nødvendighed. Der skal ske store forandringer efter et historisk fald for tiki-taka-bold, der har begejstret en hel verden siden Johan Cruyff-dagene. Lige nu sidder de globale boldvenner og ser navne som netop Cruyff, Romario, Hristo Stoichkov, Ronald Koeman, Michael Laudrup, Pep Guardiola, Carlos Puyol, Ronaldinho, Iniesta, Xavi og mange flere i bakspejlet. Og så tænker de, om det er slut med andre nutidige storheder som Sergio Busquets, Luis Suarez, Gerard Pique og Messi.

Messi tog sig til hovedet under 8-2-nederlaget til Bayern MĂĽnchen.
Messi tog sig til hovedet under 8-2-nederlaget til Bayern MĂĽnchen. Foto: Pool / Ritzau Scanpix

Flere kan være på vej væk

Temaet er overordnet, men der vil blive peget på enkelt-personer ved opvasken. Bartomeu, entreprenøren hvis entreprise er faldende, var hurtigt ude at sige, at han ikke havde tænkt sig at gå. Træner Setién bliver bedt om at gå - måske i skrivende stund. Talsmanden for spillerne udadtil - og en af de stærkeste stemmer for catalansk selvstændighed - Pique har selv tilbudt at gå. Stjernen og den reelle magthaver i klubben, Lionel Messi, kan have spillet sin sidste kamp for klubben. Hvis det sker, vil det blive historisk bemærket, at hans farvel kom i Cristiano Ronaldos hjemland.

FC Barcelona har vel omkring 150.000 medlemmer, der er med til at vælge for eksempel præsidenten, og der rustes stemmer allerede nu til et valg i utide. Det kommende valg skal afholdes senest i sommeren 2021, men kandidatlisten er udvidet, og flere af emnerne har i al hast været ude med løsninger for fremtiden.

Joan Laporta, der tidligere har været præsident, har i to år kørt valgkampagne på en massiv udvidelse af “La Masia”-projektet, som siden Cruyff-dagene har været fundament for skabelsen af de store FC Barcelona-årgange. Det er her, talenterne dyrkes og uddannes. Talentskolen, som sammen med en tilsvarende i Ajax Amsterdam, har givet fodbolden nogle af de største spillere.

I flæng kan nævnes Iniesta, Puyol, Busquets, Piqué, Guardiola, Pedro og ikke mindst Messi. Der har været et gab i brugen af egne talenter de seneste år, men nu vil nye præsidentkandidater og mange Barca-fans vende blikket mod “La Masia” på grund af svigtende resultater og et økonomisk pres. Det kan blive et langt, men nødvendigt træk.

Tredje historiske nederlag pĂĄ tre ĂĄr

FC Barcelona har tabt slaget om Spanien - og Europa. Således hedder det i flere medier på den iberiske halvø. For tredje år på stribe kaldes en Barca-nedtur for historisk. Sendt ud af AS Roma i 2018 - 4-1 i første kamp, 0-3 i anden. Sendt ud af Liverpool i 2019 - 3-0 i første kamp, 0-4 i anden - og nu en engangs-lussing på 8-2 til Bayern München. “Historiens største ydmygelse”, skrev “Sport” efter nederlaget til AS Roma. “Intet i løbet af det seneste århundrede kan måle sig med kampen på Anfield,” hed det efter Liverpools triumf. “Historisk ydmygelse” er tredje udgave i rubrikstørrelse efter Bayern-tabet.

I al det smuds, der nu hvirvles op omkring FC Barcelona, skal det på ingen måde gå ud over Bayerns præstation. Den var enestående hele vejen igennem og en triumf for den tyske klub, der slog det sidste søm i en længe set spansk dominans i toppen af europæisk fodbold. Corona-udgaven af Champions League sendte først Real Madrid ud, så Atlético Madrid og nu FC Barcelona. Der er søgt paralleller mellem 2-8 kampen i Lissabon og en anden tysk triumf, 7-1 sejren over Brasilien i VM-semifinalen 2014. Undertegnede blev blæst lige meget bagover på stadion i Belo Horisonte for seks år siden som i aftes foran TV-skærmen. Men forskellen er alligevel til at få øje på - i 2014 var det hele sat på plads og markeret med fire mål på seks minutter. I aftes var Bayern klasse-dominerende hele vejen igennem. En magtdemonstration.

Uanset tilhørsforhold på klubbasis, så har FC Barcelona givet os nærmest kunstneriske oplevelser siden “Dream Team”-dagene i begyndelsen af 90'erne. I aftes blev der sat et markeret punktum - lad os håbe, det kun bliver midlertidigt.