- Den mest forventede trænerfyring i hele Europa, siger ekspert
Mads Junker mener, at der aldrig kom et bånd mellem Quique Setién og FC Barcelona-spillerne.
Mandag aften skete det. Det uundgåelige.
FC Barcelona smed Quique Setién ud af trænerporten efter 218 dage i jobbet.
Noget der ifølge TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker var en naturlig konsekvens efter nedturen på 2-8 mod Bayern München i Champions League.
- Det var ret forventet efter det nederlag. Hvis ikke han var fyringstruet inden da, så var han det i hvert fald efterfølgende. Det er den mest forventede trænerfyring i hele Europa, siger han.
Fra nummer et til to
Setién overtog trænersædet fra Ernesto Valverde tilbage i januar.
På daværende tidspunkt lå FC Barcelona ellers nummer et i den spanske liga. Men klubben var ikke tilfreds med måden, der blev spillet fodbold på.
Førstepladsen blev dog vekslet til en andenplads, da sæsonen sluttede, og med nedturen i Champions League forløb det kun værre under Setién.
- Man spillede i princippet bedre under Setién i den første kamp. Men det blev aldrig rigtig, som de gerne ville have det. Så ser det rigtig skidt ud, når de får en træner ind, som ikke gør det bedre end ham, da de lå nummer et, pointerer Junker.
Brug for et stort trænernavn
Selvom holdet viste storspil i få perioder - eksempelvis i udekampen mod Villarreal - så nåede spillerne og træneren aldrig at komme på bølgelængde med hinanden.
- De fik aldrig det bånd mellem dem. Jeg synes ikke, det virker til, spillerne har respekteret ham nok. Der er ikke stået en topspiller eller toptræner, som de har respekteret.
- Det er Messi og nogle af de erfarne spillere, som styrer showet. Jeg tror ikke, de har været imponeret over, hvad han har vist i omklædningsrummet.
I en storklub som FC Barcelona kræver det ifølge Mads Junker en stor personlighed på bænken.
Enten en tidligere profil i klubben som Ronald Koeman eller en toptræner som Mauricio Pochettino, som er de to favoritter til at overtaget jobbet.
- Der skal ryddes op på forskellige måder. Det er ikke tit, vi ser, at Barcelona er nede i et hul. Men et stort navn kan indgyde noget respekt hos modstanderne. Også i omklædningsrummet. Så ser de det her storhold, som Barcelona er og skal være i europæisk fodbold, siger fodboldkeksperten.
FC Barcelona oplyser, at den kommende cheftræner vil blive offentliggjort i løbet af ugen.