Fodbold

Flemming Toft råder Eriksen til at forlade Inter nu

Flemming Toft frygter, at Christian Eriksen ikke kommer til at passe ind i Inter, og han råder danskeren til et hurtigt klubskifte.

25 kampe har Christian Eriksen spillet for Inter i sit første halve år i klubben.

Men i blot fire af de 25 kampe har den danske midtbanespiller fået fuld spilletid. I de sidste to kampe af Serie A-sæsonen måtte Christian Eriksen nøjes med at blive skiftet ind med ét minut tilbage af kampene, og mandag aften måtte danskeren nøjes med ti minutters spilletid i Inters Europa League-semifinale mod Shakhtar.

Og den sparsomme spilletid - især mod slutningen af sæsonen - fortæller TV 2 SPORTs fodboldkommentator Flemming Toft, at Christian Eriksen næppe har en lang fremtid i Inter.

- Det er en skidt situation. Det har været lidt grumset gennem hele sæsonen, men nu er det bare desværre blevet mere og mere klart, at han ikke bliver brugt og formentlig ikke kan bruges i Inter.

- Så jeg synes ikke, det ser godt ud for Eriksen, og måske er det en meget god idé, hvis han skifter klub inden næste sæson, siger Flemming Toft.

Christian Eriksen har siden sin ankomst i Inter spillet under 50 procent af de minutter, han har været til rådighed i.

- Det er alt, alt, alt for lidt. Derfor vil det ikke overraske mig, hvis han finder på noget andet, inden den nye sæson starter. Desværre er vi kommet dertil. Det er hamrende ærgerligt.

Et dansk-italiensk mismatch?

Den 28-årige fynbo har siden ankomsten til Inter skulle vænne sig til både en anden spillestil og en anderledes fodboldkultur i Italien. Og selvom Eriksen står noteret for fire scoringer og tre assists i Inter-trøjen, så mener Flemming Toft ikke, at danskeren på noget tidspunkt for alvor er faldet til i Milano.

Det skyldes dels den spillestil, dom Inter-træner Antonio Conte praktiserer og dels Christian Eriksens personlighed.

- For det første kan man jo undre sig over, hvad Conte ville med ham, når han ikke rigtig bruger ham. Og tilsyneladende ikke har brug for ham. Contes spillestil og formation er ikke Eriksen-venlig. Med fem på midtbanen og et tremands-forsvar. Det er ikke der, han er bedst.

- Og omvendt er Eriksen jo heller ikke typen til italiensk fodbold forstået på den måde, at det er så disciplineret og defensivt krævende. Der er noget attitude i ham, der ikke passer til Italien. Han er ikke den, der råber op. Sådan er han som person. Men det kan italienerne ikke finde ud af. De vil have attitude.

Tillid er afgørende for Eriksen-succes

Flemming Toft fremhæver den proces, som det danske landshold under Åge Hareide gennemgik for blandt andet at få Christian Eriksen til at passe bedre ind på holdet.

Her sikrede man, at den kreative midtbanespiller fik en mere fri rolle. Og så blomstrede han for Danmark. Det samme gjorde han i en lang periode under Mauricio Pochettino i Tottenham.

- Eriksen skal være i en klub, hvor han spiller fra start. Det kan godt være, han ikke spiller hver gang, men han skal spille hovedparten af kampene fra start.

- Han skal have fuld frihed. Og så skal han gøres både glad og fyldes med selvtillid. Eriksen har brug for meget tillid og tryghed for at lykkes. Det så vi på landsholdet. Men i Inter er der bare ikke så frygteligt meget plads til Eriksen, som det er lige nu.

- Han skal være en, der er med til at præge det fra start. Men det bliver bare sværere og sværere at se, hvor han skal få de minutter fra, siger Flemming Toft.

Mandag udtager den nye danske landstræner, Kasper Hjulmand, sin første landsholdstrup. Og det vil være en ovarraskelse af hidtil usete dimensioner, hvis ikke Christian Eriksen er med på Hjulmands holdkort ved den lejlighed.

Alligevel må Eriksens situation i Inter give grund til begyndende bekymring hos landstræneren, hvis man skal tro Flemming Toft.

Inter spiller finale i Europa League fredag aften, inden en kort ferie venter for Christian Eriksen og co., hvorefter Serie A begynder igen den 19. september. Transfervinduet lukker dog først i starten af oktober.