Barcelona-præsident varsler udrensning i spillertruppen
FC Barcelonas præsident deler ud af planerne for truppens fremtidige sammensætning.
De seneste dage har været et sandt mareridt for den catalanske storklub FC Barcelona.
I Champions League-kvartfinalen blev de udraderet af tyske Bayern München med 8-2, og det førte til en fyring af Quique Setién, som kun nåede at sidde i klubbens cheftrænersæde i otte måneder. Tirsdag stoppede man så samarbejdet med sportsdirektøren, Eric Abidal, og nu fortsætter udrensningen tilsyneladende i spillertruppen.
Præsident Josep Maria Bartomeu udtaler til Barca TV, at 'legendariske spillere må forlade klubben'. Det skriver Mundo Deportivo, der citerer præsidenten for at have nævnt en liste af spillere, der til gengæld ikke er til salg:
- Det ville være en kliché kun at nævne Messi. Han er den bedst spiller i historien, men der er andre spillere, der ikke er til salg. Det er mange unge spillere. Ter Stegen, Lenglet, De Jong, Semedo, Dembélé, Griezmann. Det er spillere, vi sætter vores lidt til og som kommer til at tilbringe mange år i Barcelona, siger Bartomeu.
Klubbens stortalent Ansu Fati skulle også være nævnt som en spiller, man gerne holder på.
Her er det værd at bemærke, at etablerede stjerner som Sergio Busquets, Gerard Piqué, Sergi Roberto, Luíz Suárez, Jordi Alba og Ivan Rakitić ikke er nævnt. Betyder det, at de er blandt de 'legendariske spillere, der må forlade klubben'? Det vil der helt sikkert blive spekuleret meget i.
Til gengæld er det slut med at spekulere over afholdelsen af det kommende præsidentvalg i FC Barcelona. Valget, der skal afholdes senest i sommeren 2021, er fastsat til 15. marts samme år.