Fodbold

Hareide: - Mit forhold til Danmark er helt særligt

Aage Hareide er blevet slået til ridder af Dannebrog (Arkivfoto). Niels Christian Vilmann / Ritzau Scanpix

Danmarks tidligere fodboldlandstræner Åge Hareide mener, at nordmændene kan lære noget af danskerne.

Den 66-årige nordmand Åge Hareide blev torsdag udnævnt til ridder af Dannebrog ved en ceremoni i Oslo.

Det skete i kølvandet på hans fire succesfulde år i spidsen for det danske herrelandshold i fodbold. En tid, hvor han blot tabte tre ud af 42 kampe, og hvor han både fik kvalificeret landsholdet til VM og EM.

Hareide har aldrig lagt skjul på, at han var stolt af at varetage jobbet som landstræner for Danmark, som han også har et specielt forhold til.

- Mit forhold til Danmark er helt særligt. Danskerne er meget lune og har et rigtig fint land at bo i. Man føler måske lidt, at danskerne har en anden nærhed til hinanden, end vi har, siger Hareide.

- Gode til at hygge

Nordmanden stod i spidsen for Brøndby i starten af 2000'erne. Han boede også i Helsingør, da han et par år tidligere trænede svenske Helsingborg.

Torsdag blev han hyldet ved den danske ambassade i Norges hovedstad. Og Hareide bed mærke i det stort anlagte arrangement.

- Det er lidt dansk, det de gør. De er rigtig glade for at gøre sådan noget her. Man ser det også, når landsholdsspillerne har fødselsdag - så bliver der gjort en hel masse ud af det. De er gode til at hygge sig, siger Hareide.

- Når tingene går godt, så vil de gerne bygge videre på det, og det er en fin egenskab. Det er også en egenskab, vi kunne tage til os i Norge, lyder det.

Bliver inspireret

Hareide planlægger nu at tage torsdagens positive oplevelse med sig ind i sit nye virke som træner for den norske klub Rosenborg.

- Man bliver automatisk inspireret af sådan noget her. Så jeg glæder mig virkelig til at komme i gang i Rosenborg.

- Det er en klub, jeg kender godt, og så må vi lægge ud med flosklen om at tage den første kamp, som den kommer, siger Hareide.

Kasper Hjulmand tog denne sommer over for Hareide som landstræner.

Dermed nåede nordmanden ikke at stå i spidsen for det EM, som han havde kvalificeret holdet til, men som nu er blevet udskudt til næste sommer.