Fodbold

Tidligere svensk topangriber bliver træner i Barcelona

FC Barcelona har hentet svenske Henrik Larsson til klubbens trænerstab. Hans præcise rolle fremgår ikke.

Den tidligere svenske topangriber Henrik Larsson, der har en fortid som spiller i FC Barcelona, bliver en del af storklubbens trænerstab.

Det skriver Barcelona på sin hjemmeside.

Det fremgår ikke umiddelbart, præcis hvilken rolle svenskeren får.

Foruden Larsson har Barcelona også hentet hollandske Alfred Schreuder, der ligeledes kommer til at indgå som en del af staben.

FC Barcelona fyrede for nylig træner Quique Setién i kølvandet på klubbens ydmygende 2-8-nederlag til Bayern München i Champions League.

Hollandske Ronald Koeman, der har spillet i Barcelona, har overtaget sædet.

Champions League-vinder med Barca

57-årige Koeman og Henrik Larsson spillede midt i 1990'erne i en periode sammen i den hollandske klub Feyenoord.

Svenskeren, der også havde en stor karriere som spiller i skotske Celtic, har som træner blandt andet stået i spidsen for Helsingborg og Falkenberg.

Larsson nåede 62 kampe i sin tid i Barcelona-trøjen.

Det blev undervejs til 22 mål og fire trofæer. Blandt andet var han med, da Barcelona i 2006 vandt Champions League med en finalesejr på 2-1 over Arsenal.

Hollandske Alfred Schreuder beskrives af Barcelona som en dødboldsspecialist med stor erfaring fra Holland og Tyskland.

Barcelonas nederlag til Bayern i Champions League-kvartfinalen betød en sjælden sæson uden trofæer til det catalanske klub.