Da fodboldens dynamiske duo fik verden til at måbe
Søndag mødes PSG og Bayern i CL-finalen. For 60 år siden spilledes det, der regnes for den ypperste finale i turneringen. Domineret af to koryfæer.
- Det var fodbold på et helt andet plan, end jeg nogensinde havde lært. Min første tanke var, at kampen er en falsk, redigeret film, for spillerne gjorde ting, der ikke var mulige, ikke var virkelige, ikke var menneskelige.
Ordene kommer ikke fra hvem som helst. De kommer fra en af fodboldspillets ypperste udøvere. Bobby Charlton - der i en verden, hvor superlativer bliver drysset udover sportsudøvere med løs hånd efter bare en enkelt iøjefaldende indsats, faktisk kan leve op til betegnelsen legende. Legende hos Manchester United og det engelske landshold. Sir Bobby Charlton, that is.
Men her stod den senere legende i en alder af bare 22 år. Og han havde lige fået sin forståelse af fodboldspillet flået fra hinanden og sat sammen igen på en måde, han aldrig havde set før. Som en hvidklædt åbenbaring på grønsværen anført af fodboldhistoriens måske mest dynamiske duo.
Søndag aften er der ingen tilskuere på Estadio da Luz, når Paris Saint-Germain og Bayern München mødes i Champions League-finalen. Ingen tilskuere, der ved selvsyn kan få deres fodboldopfattelse vendt på hovedet. Og spørgsmålet er også, om duellen vil trække store historiske spor som den finale, der blev spillet i turneringen for 60 år siden.
Det var 18. maj i 1960 på den skotske nationalarena Hampden Park, at Real Madrid i Europa Cup-finalen for mesterhold viste fodbold på et umenneskeligt niveau så højt, at skotske tilskuere efter kampen blev set med tårer løbende ned ad kinderne.
Glasgow-boere, der ikke kan huske, hvordan de kom hjem efter kampen, fordi de var som i en rus efter at have set 'Los Merengues' udmanøvrere de tyske mestre fra Eintracht Frankfurt i en finale, der regnes for den ypperste Europa Cup-finale i den turnering, der nu går under navnet Champions League.
De fleste af de 127.621 tilskuere, som Bobby Charlton, nye disciple af de to aldrende fodboldkoryfæer Alfredo Di Stefano og Ferenc Puskas, der dominerede finalen og scorede alle madrilenernes mål i 7-3-triumfen. 33 år var de begge med få måneder imellem sig. Men stadig med så meget kvalitet, at de kunne dominere på den ypperste scene.
For fed til fodbold
Det var første gang, de to verdensstjerner stod side om side i en Europa Cup-finale. Året forinden havde Real Madrid besejret franske Stade de Reims med 2-0 med Di Stefano på scoringlisten, men ungarske Puskas var skadet dengang på Neckarstadion i Stuttgart.
Så da det endelig lykkedes at gå på banen sammen til en europæisk finale, formåede den dynamiske duo at løfte oplevelsen til noget, der satte aftryk hos dem, der oplevede forårsaftenen i Glasgow - og de 70 millioner seere, der sad hjemme og så de grynede sort-hvid billeder, der trods den begrænsede tekniske kvalitet ikke kunne skjule, at der foregik noget ganske særligt på plænen i den skotske storby.
Her scorede 'Den Blonde Pil' - argentinsk fødte Di Stefano - et hattrick, men blev overgået af vennen Puskas. Manden, der ved ankomsten til Madrid ærligt erkendte den efterhånden noget runde statur, han bar rundt på, med ordene:
- Jeg kan ikke spille. Jeg er for fed.
Tidligere gik han under tilnavnet 'Den Galopperende Major', da han var omdrejningspunktet på det ungarske landshold, de magiske magyarer. Et landshold med et udtryk, der aldrig var set tidligere i fodboldhistorien. Og syv år forinden havde magyarerne udstillet den forstokkede britiske tilgang til spillet, de selv havde eksporteret til hele verden, da de skilte et engelsk landshold ad på Wembley med en knusende 6-3-sejr.
Men i 1958 var der ikke meget galop over Puskas, da Real Madrid bankede på hos den ungarske troldmand med det gyldne venstreben. Det var noget mere stillestående med sine 18 kilo overvægt, efter han havde været under karantæne i et par sæsoner.
Puskas havde nemlig været på tur i Sydamerika med sit ungarske mandskab Honved i 1956, da de sovjetiske tropper gik over grænsen til Ungarn for at slå en folkelig revolution ned. Puskas og flere andre spillere nægtede at vende tilbage til hjemlandet. 'Belønningen' for den civile courage blev to års karantæne fra fodbolden udstukket af UEFA, det europæiske fodboldforbund.
Selvom ungareren kom i form i den spanske hovedstad, kom han aldrig af med bulen på maven. Den bar han også i opgøret mod Frankfurt, hvor samspillet med Di Stefano gik op i en højere enhed. En enhed, der også fungerede, fordi Ferenc Puskas forstod, at Real Madrid i 50'erne var Alfredo Di Stefanos hold. En major er trods alt lavere i rangordenen end en general.
Tog bolden fra holdkammerat
Det stod klart, da de to verdensstjerner delte førstepladsen på topscorerlisten før sidste spillerunde i den spanske liga i 1959. Puskas rundede keeperen i sæsonens sidste kamp, men i stedet for at trille bolden i det tomme mål og lade sig hylde som topscorer, afleverede han bolden på tværs til holdkammeraten og vennen Di Stefano, der således kunne prikke bolden i nettet og tage prisen som sæsonens mest scorende.
Puskas indordnede sig. På en måde som samtidige stjerner som franske Raymond Kopa og den brasilianske verdensmester fra 1958 Didi ikke formåede. Derfor falmede de i den spanske storklub, for det er svært at glimte, når man står i skyggen.
Faktisk var Di Stefano så utilfreds med Didis boldomgang, at der verserer historier om, hvorledes Real Madrids ubetingede stjerne pillede bolden fra sin brasilianske holdkammerat for at sætte lige præcis det tempo, som han mente, spillet skulle foregå i.
Finalen mod Frankfurts amatører var Di Stefanos femte på stribe. Og med sit hattrick mod tyskerne formående den på banen tilbagetrukne forward at score i fem Europa Cup-finaler i træk. En nærmest uhørt præstation. Fem finaler, han for øvrigt alle vandt.
Hvor Puskas holdt til i forreste linje i opstillingen hos Real Madrid og ikke brugte mange kræfter på at løbe bolden op - eller deltage i det defensive arbejde for den sags skyld - så var det en anden sag med Di Stefano. Han holdt sig i kæden af midtbanespillere, på trods af at han var en målscorer af Guds nåde. På den måde kunne han deltage i opspillet og lade medspillere nyde godt af, at han kunne trække forsvarsspillere væk fra det bagerste geled, når man forsøgte at dække ham op.
Og selvom han var kongen i Real Madrid, var han ikke bleg for at smøge ærmerne op og tage del i det defensive arbejde eller dække af for holdkammerater, når de gik med frem.
Bedre end Pelé
Uanset hvordan han modellerede sit spil, var der i samtiden ingen tvivl om, at Alfredo Di Stefano var andet og mere end den bedste hos Real Madrid, i den spanske liga eller i europæisk fodbold for den sags skyld.
Han var på sit helt eget niveau. Eller som den legendariske tidligere Inter- og Barcelona-træner Helenio Herrera sagde:
- Hvis Pelé var førsteviolinisten, så var Di Stefano hele orkesteret.
Det var dog Puskas, der var i fokus før finalen mod Eintracht Frankfurt, for der måtte en officiel undskyldning til fra Real Madrid-stjernen, før tyskerne fik grønt lys til at stille op.
Det var i efterspillet fra VM i 1954, at den ungarske anfører fik trådt DFB - det tyske fodboldforbund - godt og grundigt over tæerne. I finalen, der i Vesttyskland blev kendt som 'Das Wunder von Bern', besejrede det tyske mandskab de ungarske storfavoritter med 3-2. Efter at have tabt en indledende gruppekamp med 8-3 til Puskas og hans magiske mandskab.
Da en del af de tyske spillere efterfølgende blev syge med gulsot, anklagede Puskas det tyske hold for at være dopet under finalen i Bern. En anklage, der fik det tyske forbund til at forbyde alle tyske klubber at spille mod mandskaber, der havde Puskas på holdet.
Derfor måtte den ungarske verdensstjerne fatte pennen og forfatte en officiel undskyldning for sine udtalelser, før kampen kunne finde sted.
Det var de undertippede tyske mestre, der kom bedst ud i finalen på Hampden Park. De dominerede åbningen, og efter 18 minutter lykkedes det at komme i front efter et nydeligt opspil i højresiden, som Richard Kress afsluttede.
Kort efter ramte tyskerne også tværribben og var tæt på både 2-0 og 3-0. De 11 mand, der på nær to mand var fra lokalområdet, der til daglig gik på arbejde, hvorefter de mødte til træning klokken 18, var i front mod de firdobbelte Europa Cup-vindere. Den spanske hovedstadsklub med verdensstjerner som argentinske Di Stefano, ungarske Puskas, uruguayanske Santamaria, spanske Gento og brasilianske Canario. Alle spillere, der ligesom resten af holdet havde som eneste fokus i døgnet i arbejdsmæssig forstand: læderbolden.
Men selvom der var tysk dominans og tysk føring, var det bare et spørgsmål om tid. For den klasse, der var på det Real Madrid-mandskab den aften i Glasgow i maj 1960, fornægtede sig ikke.
Eller som målscorer Kress sagde til fodboldmagasinet Kicker efter kampen på spørgsmålet, om Frankfurt havde vundet, hvis de var kommet foran 2-0:
- Aldrig nogensinde. Vi kunne endda have ført 3-0, og alligevel ville vi have tabt.
12 minutter efter den tyske føring var kampen vendt på hovedet på to mål af Di Stefano. Mens Puskas gjorde det til 3-1 kort før pausen.
Da var kampen afgjort, og derfor blev anden halvleg en opvisning af den slags, der fik Sir Bobby Charlton til at kalde den fodbold, han så den aften, for umenneskelig.
Som Mozart og Beethoven
Hæl. Tå. Mål.
- Det var en helt anden verden. Vi var mand mod mand chanceløse, sagde Frankfurts højre back Friedel Lutz efter kampen.
Yderligere tre mål af Puskas gjorde det til 6-1 efter bare en times spil. Mens tv-billeder fra kampen viste måbende britiske tilskuere, der måtte tage sig til hovedet over den fodbold, de indtil da udelukkende havde læst beskrivelser af i datidens fodboldmagasiner, men aldrig havde set ved selvsyn.
Fodboldverdenen måbede.
Eller som det tyske magasin ZEIT skrev om kampen og ikke mindst den formidable Madrid-offensiv:
- Canario - Del Sol - Di Stefano - Puskas - Gento. Aldrig mere vil man se sådan et angreb. Ti superfødder, 100 supertæer. For at tydeliggøre det i en anden dimension skal man forestille sig Bach, Mozart, Beethoven, Haydn og Händel komponere for den samme Fyrstbiskop af Salzburg. På samme tid, til samme koncert, på samme klaver. Med Brahms på reservebænken.
7-3 endte opgøret. Et opgør på et niveau så højt, at selv hovedpersonerne vidste, at det var ud over det sædvanlige. Derfor havde de to venner i de døende sekunder en kamp i kampen. Puskas og Di Stefano.
Mens de ventede på, at kampens skotske dommer Jack Mowat skulle fløjte af, stod de to hvidklædte stjerner og spillede indersideafleveringer til hinanden. Velvidende, at når fløjten lød, ville den, der havde bolden for fødderne, have den ubestridte souvenir nummer ét fra opgøret. Kampbolden.
Den interne kamp vandt ungareren. Hurtigt var Frankfurts dobbelte målscorer Erwin Stein hos Puskas og bede om at få bolden med hjem. Først afviste verdensstjernen, men han kom på bedre tanker.
- Jeg ville virkelig gerne have den bold, men den her fyr havde scoret to mål og tabt kampen. Det var det mindste, jeg kunne gøre, lød det siden fra Puskas.
Hjemme i Frankfurt Lufthavn mødte flere end 100.000 begejstrede fans op for at hylde deres helte for deres bidrag i en af verdenshistoriens bedste kampe. 'Ein Jahrhundertspiel' som tyskerne kalder den slags.
Fejret med appelsinjuice
Real Madrid derimod måtte vente i Glasgow. De blev hyldet af de lokale, men der var ikke meget fest over efterspillet i første omgang.
Stjernerne måtte sidde på et lille hotel ved lufthavnen, mens Real Madrids stærke mand, præsidenten Santiago Bernabeu, holdt øje med flokken og tyssede på dem, hvis de blev for højlydte. Og det var heller ikke, fordi han lod champagnepropperne springe.
- Der var appelsinjuice og gule kiks og ikke mere. Ingenting, huskede forsvarsklippen Pepe Santamaria tilbage på 60-års dagen 18. maj tidligere på året.
- De ville ikke tillade os at gå ud og få en drink. Santiago Bernabeu ville sikre sig, at vi kom hjem i god behold.
Men hyldet blev de. I Glasgow, hvor folket fejrede dem, så man skulle tro, at det var et lokalt hold, der havde vundet trofæet.
Også selvom de skotske fans nu måtte lide den tort at måle den skotske liga op mod den ypperste kamp, der var blevet spillet på den europæiske scene.
- De tusindvis af mennesker ved kampen, som er nødt til at vende tilbage til at se skotsk fodbold, må have tænkt, at de drømte, skrev Daily Mail efter kampen.
Det var den eneste gang, Di Stefano og Puskas vandt en europæisk finale sammen. Den måske mest dynamiske duo i fodboldens historie. I deres karrierers efterår, hvor de begge havde rundet de 33 år.
I en kamp, der var noget ganske særligt. Eller som Puskas tænkte tilbage på triumfen på Hampden Park.
- I et par dage var livet perfekt. Det var en vidunderlig kamp.
I Champions League-finalen søndag aften hedder stjernerne Neymar, Kylian Mbappé, Robert Lewandowski og Manuel Neuer. Du kan følge finalen mellem PSG og Bayern München på sport.tv2.dk.