Fodbold

- Det vil sende chokbølger igennem hele verden, siger Toft

Lionel Messi ønsker ifølge flere anerkendte medier at forlade FC Barcelona denne sommer. To klubber har mulighed for at hente ham, mener Flemming Toft

Argentinske Lionel Messi har i mange år været den altoverskyggende stjerne i FC Barcelona, men det kan være slut nu.

Her til aften skriver medier som AP, Reuters og en række spanske og argentinske medier nemlig, at han har meddelt klubben, at han vil væk allerede i dette transfervindue.

- Det er en historisk nyhed. Det vil sende chokbølger igennem hele verden og på forsiderne i morgen. Så stor er Messi, og så stor er hans beslutning, lyder det fra Flemming Toft.

Det er et kæmpe tab - både på banen og for hele klubbens omdømme

Flemming Toft, fodboldkommentator på TV 2 SPORT

Den argentinske landsholdsspiller er på kontrakt indtil sommeren 2021, men en klausul skulle muliggøre, at han kan komme ud af kontrakten et år før tid.

Selvom Lionel Messi og FC Barcelona har haft deres uenigheder i løbet af året og tidligere, kommer det dog bag på TV 2 SPORTs fodboldkommentator, at han ønsker at forlade klubben.

- At han efter 20 år - og med en familie, der har boet i Barcelona og er så meget ”indfødt” - skal væk fra den klub, hvor han er større end alle andre. Det er en chokmelding, siger Flemming Toft.

To klubber er realistiske

Hvis Lionel Messi ender med at forlade FC Barcelona denne sommer, står mange klubber formentlig i kø for at hente ham.

Det er dog ifølge Flemming Toft meget få klubber, der reelt set er inde i billedet.

- Han har en klausul på 700 millioner euro, som han siges at være værd, hvis han skal videre. Det tal bliver aldrig nogensinde aktuelt, men det er altså det, de spiller ud med i FC Barcelona, når han skal videre. Der er ikke nogen, der kan betale de penge.

- Der er nogen, der kan betale hans løn, men det er ikke ret mange. Det er måske Manchester City eller Paris Saint-Germain. Det er de mest oplagte til at få Lionel Messi - det, der ligger lige for, selvom der ikke er noget, der ligger lige for i den her sammenhæng.

Relation til Suarez kan spille ind

FC Barcelona har haft en svær sæson, hvor de blandt andet måtte se Real Madrid løbe med sejren i La Liga.

Også i Champions League løb de panden mod muren, da de tabte kvartfinalen 8-2 til Bayern München.

Ifølge Flemming Toft er det både ting på og uden for banen, der gør, at Lionel Messi nu vil væk fra klubben.

- Det er en kulmination af mange ting. Men det kan også have noget at gøre med en af hans allerbedste venner Luiz Suarez, som fik at vide af den nye træner Koeman, at han ikke har nogen fremtid i Barcelona. Det har også gjort ondt på Messi, som er meget tæt på den spiller her.

- Beslutningen er selvfølgelig truffet ovenpå alt den ballade, der har været i FC Barcelona i den her sæson. Det har været løbende undervejs, at han har været uenig med ledelsen. Han har været på kant med træneren, og han har ikke selv præsteret. Og så kulminerede det med et nederlag på 2-8 til Bayern München i Champions League-kvartfinalen.

- Oveni det kom et trænerskifte og en masse uro i klubben, hvor flere spillere er betragtet som forhenværende – og nu altså også Lionel Messi. Det er en helt vild historie, siger fodboldkommentatoren.

- Et kæmpe tab

Lionel Messi kom til FC Barcelona i 2001, hvor han var tilknyttet som ungdomsspiller. I 2004 fik han debut på A-holdet, og han har spillet 731 kampe og kvitteret med 634 mål.

Derudover er det blandt andet blevet til ti spanske mesterskaber og fire Champions League-titler i hans tid i klubben.

Flere år har han vundet prisen som årets fodboldspiller - og han bliver da også svær at undvære for FC Barcelona, vurderer Flemming Toft.

- Det er et kæmpe tab - både på banen og for hele klubbens omdømme. Klubben har et slogan, der går på, at det er mere end bare en klub. Messi er mere end FC Barcelona.

- Der er selvfølgelig ikke noget, der er uerstatteligt, men det er et tab, der vil kunne mærkes. Klubbens omdømme vil lide et alvorligt knæk uden Lionel Messi.