Fodbold

Fans går på gaden i Barcelona: - Vi forsvarer Messi til døden

Flere fans samlede sig tirsdag aften foran Barcelonas hjemmebane, Camp Nou, hvor de bønfaldte Messi om at blive.

Adskillige Barcelona-fans gik på gaden for at lufte deres utilfredshed tirsdag aften, efter meldinger om at Lionel Messi har bedt om at forlade klubben.

En stor gruppe af fans forsamlede sig foran FC Barcelonas hjemmebane, Camp Nou, hvor de bønfaldte Messi om at blive, mens de opfordrede Barcelonas præsident, Josep Maria Bartomeu, til at forlade sin post.

Det viser flere videoer på Twitter. På en af videoerne kan man høre flere fans råbe "Messi bliv, Bartomeu træd tilbage".

En lokal fan forklarede i en video, at han slet ikke kunne forstå, hvad der var ved at ske.

- En kæmpeskandale, jeg aldrig havde troet var mulig. Jeg har været i Liverpool og Roma (modstandere, som Barcelona har tabt til i Champions League, red.), og man kan miste spillere, men jeg kan ikke klare, at Messi går, sagde en fan foran stadion.

- Var det så at stoppe karrieren, men at han går til en anden klub er helt uforklarligt. Vi forsvarer ham til døden. Det er ikke hans fejl, men klubledelsens.

Barcelonas sjæl er ved at forsvinde

Mange Barcelona-fans er utilfredse med Bartomeus håndtering af klubben, og ønsket om, at præsidenten skal trække sig, er kun vokset, efter at Barcelona for nyligt blev ydmyget med et 2-8 nederlag til Bayern München i kvartfinalen i Champions League.

TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker forstår godt, hvorfor fansene gik på gaden.

- De billeder, vi ser fra klubbens fans, er et godt billede på, hvad Messi betyder for klubben. Det er sjælen i FC Barcelona, der er ved at forsvinde, siger eksperten.

- Barcelona er et sted, hvor de har svært ved at komme ud af de problemer, de er i. Victor Font, der er præsidentkandidant, er ude at sige, at Bartomeu skal gå af nu. Og det kan også godt være et politisk spil fra Messis side for at få præsidenten til at forlade klubben.

Har altid spillet i Barcelona

Messi havde ifølge spanske medier et møde med Koeman allerede i sidste uge, hvor argentineren ytrede sit ønske om at forlade klubben.

Messi skiftede til FC Barcelona som barn og har siden aldrig spillet for andre klubber.

Han har vundet ti mesterskaber med Barcelona og har triumferet med klubben fire gange i Champions League.

På den personlige front har Messi seks gange modtaget Ballon d'Or-prisen som symbolet på at være verdens bedste fodboldspiller.