Fodbold

Her er grundene, der til sidst fik Messi til at smide bomben

Den argentinske fodboldstjerne har i løbet af det seneste år flere gange været på kant med ledelsen i FC Barcelona.

Lionel Messi vil skilles. Nu.

Ikke fra sin hustru, Antonella Roccuzzo, som han har kendt, siden han var fem år, men fra FC Barcelona.

Den klub, han har viet hele sit professionelle fodboldliv til.

'Bomben eksploderede', som den spanske sportsavis Marca skriver på sin forside onsdag, tirsdag aften. Over for nyhedsbureauerne AP og Reuters bekræftede Barcelona, at Messis advokater havde sendt et dokument til klubben hvori der stod, at den 33-årige argentiner ønskede at forlade Barcelona inden den kommende sæson.

Men hvorfor er det kommet så vidt? Her er seks grunde:

1. Neymars skifte til PSG

I begyndelsen af august 2017 måtte Barcelona vinkel farvel til Neymar. En del af MSN-trioen med Lionel Messi og Luis Suárez. Paris Saint-Germain (PSG) havde aktiveret brasilianerens frikøbsklausul, der lød på 222 millioner euro. Siden da har Messi ifølge den spanske sportsavis Sport ikke været imponeret over Barcelonas indkøb.

- Den forgangne sæson, det sidste år, er selvfølgelig dér, hvor det hele er eskaleret. Det er her, snebolden har vokset sig større og større. Men der var bare allerede en snebold, der var i færd med at rulle ned ad bjerget, siger fodboldkommentator Morten Glinvad, der har fulgt spansk fodbold i en lang årrække.

- Men kan selvfølgelig godt diskutere, hvornår den begyndte at blive opbygget, men der er ikke nogen tvivl om, at Barcelona blev ramt i sommeren 2017. Det var et hårdt slag at miste Neymar. MSN-trioen var det, der på en eller anden måde havde forlænget klubbens succes efter Pep Guardiola-tiden, og Messi nød helt åbenlyst at være en del af trioen.

- De tre spilleres individuelle klasse, deres samspil og gode personlige relationer dækkede i den periode over, at Barcelona måske mistede en lille smule af det her stilmæssige, som holdet havde under Guardiola. Men da Neymar så forsvandt, stod klubben i en svækket position allerede der i sommeren 2017.

2. Fyringen af Valverde

13 dage inde i 2020 smed Barcelona cheftræner Ernesto Valverde på porten. Klubben lå på daværende tidspunkt på andenpladsen i LaLiga med 40 point - a point med førerholdet Real Madrid. Fyringen af Valverde ramte Lionel Messi, der havde et godt forhold til sin nu tidligere cheftræner. I stedet blev Quique Setién ny cheftræner.

- Valverde formåede, i den tid han var træner i Barcelona, at lægge en dæmper på de problemer, der måske blev åbenbaret med afskeden af Neymar. Alle de sprækker, der var begyndt at komme i klubbens fundament, formåede han med stilfærdighed at få lukket i kraft af at vinde mange kampe og mesterskaberne (i sæsonerne 2017/18 og 2018/19), så det hele ikke krakelerede, siger Morten Glinvad.

- Han fik så ikke bygget noget nyt og noget, der pegede ind i fremtiden. Det var måske også en ret umulig opgave på det stadie i Barcelonas tid. Men da han så blev fyret, var det som om, at alle de her sprækker, der blev lukket, blev åbnet igen og gjort synlige for alle udadtil.

3. Abidals udtalelse

I et interview med den spanske sportsavis Sport i februar forklarede Barcelonas daværende sportschef, Eric Abidal, hvorfor klubben valgte at fyre Ernesto Valverde. Franskmanden sagde blandt andet, at 'flere spillere var ikke glade og arbejdede ikke hårdt'.

Den udtalelse faldt Messi for brystet, der mente, at Abidal burde have nævnt navne i stedet for at mistænkeliggøre alle og sprede rygter, der langtfra var rigtige. I sin sjældne kritik understregede Messi også, at klubbens ledelse, som han under præsident Josep Maria Bartomeu aldrig har haft et godt forhold til, ligeledes måtte tage ansvar for de svingende resultater.

- Abidals udtalelse gjorde det ret tydeligt, at tilliden fra Messi til Barcelonas ledelse var i færd med at smuldre på det her tidspunkt. I det her tilfælde var det Abidal, han gik i rette med, men Abidal blev også en del af hele den her ledelse, som Messi ikke har den store tillid til, siger Morten Glinvad.

- Når det handlede om Abidal, handlede det meget om det sportslige, og der blev Abidals figur et symbol på, at Lionel Messi ikke længere stoler på, at klubben rent sportsligt er i stand til at bygge et hold, der kan vinde Champions League.

- Messi sagde tidligt i den forgangne sæson, at han gerne ville fortsætte i Barcelona og spille der resten af sin karriere, men han ville også vinde noget. Det fik mig til at tænke, om de to ting var modstridende, eller om de kunne gå hånd i hånd. Men der har forløbet siden da bare gjort, at det er to modstridende ting. Hvis han vil vinde Champions League, kan han ikke blive i Barcelona i resten af sin karriere.

4. Lønforhandlingerne under coronapausen

Da coronakrisen ramte Spanien og satte LaLiga på pause, blev Barcelona blandt mange andre klubber økonomisk hårdt ramt. Klubben ville derfor have spillerne til at gå 70 procent ned i løn, hvilket Messi og co. også accepterede.

Men frem til bekræftelsen fra Messi var der historier i spansk presse om, at spillertruppen havde sagt nej til både 70 og 50 procent, men var klar til at gå 30 procent ned i løn i resten af sæsonen.

Da Messi meldte ud, at aftalen om spillernes lønnedgang var på plads, sagde han, at det altid havde været truppens vilje at gå ned i løn, og at nogen i klubben med lækagerne om forhandlingerne forsøgte at ramme spillerne og presse dem til noget, de altid havde vidst, de ville gøre.

- Under coronakrisen blev det gjort meget tydeligt, at også på det institutionelle plan var tilliden fra Messi til klubpræsident Bartomeu og hans bestyrelse ikke længere til stede, siger Morten Glinvad.

5. Ydmygelsen i Champions League

I denne sæson måtte FC Barcelona se Real Madrid løbe med det spanske mesterskab, og i Europa sluttede Barcelonas rejse i kvartfinalen med det historiske 2-8-nederlag til Bayern München.

- Det hele eskalerede med nederlaget til Bayern München. Det udstillede netop den manglende tro, Messi har på klubbens sportslige muligheder, siger Morten Glinvad.

6. Behandlingen af Suárez

Med exittet fra Champions League kom den uundgåelige fyring af Quique Setién. Ronald Koeman ville i stedet blive klubbens nye cheftræner, fortalte præsident Bartomeu i et interview med klubbens egen tv-station, Barça TV, hvor han samtidig løftede sløret for, hvem der ikke er til salg i klubben.

Dermed blev også kendt, at blandt andre Messis gode ven og støtte i omklædningsrummet Luis Suárez ikke har en fremtid i Barcelona.

Udmeldingen gjorde den 33-årige uruguayanske angriber ked af det, fordi ingen i klubben havde fortalt ham det direkte, hvilket han mente, at nogen burde have gjort efter hans indsats for klubben i seks år. Lionel Messi kan ifølge spanske medier heller ikke lide måden, Suárez er blevet behandlet på.

Først mandag 24. august kom den direkte besked til Luis Suárez, da Koeman ifølge sportsavisen Sport ringede til Suárez og fortalte ham, at han ikke er en del af planerne for næste sæson. Suárez kunne ikke andet end at acceptere beslutningen.

Telefonsamtalen varede mindre end et minut.

- Det er det hele, der er blevet bygget op gennem længere tid, og som så nærmest eksploderer som en bombe. Messi har den følelse, at Koeman er sat ind af ledelsen som den her håndgranat, der skal rense ud i omklædningsrummet - og kan han se sig selv være en del af det? spørger Morten Glinvad retorisk.

Messi sætter sit eftermæle i Barcelona på spil

I fodboldkommentatorens optik stod Lionel Messi med to muligheder: Enten at være loyal over for Barcelona eller i nogen grad sætte sit eftermæle i Barcelona på spil.

- For mig har det store spørgsmål været, hvor store følelser Messi reelt har for FC Barcelona. Altså om han har kunnet få sig selv til at tage det her skridt. Han har stået lidt i en situation, hvor han har skullet vælge mellem pest eller kolera, siger Glinvad.

- Havde han valgt at blive og påtage sig det ansvar, som jeg mener, man kan sige, at han skal for at bringe klubben ud af problemerne, ville det sandsynligvis have den konsekvens, at han nu her i karrierens efterår ville stå i et genopbygningsprojekt, hvor det måske er svært at se Barcelona lige de næste par år vinde Champions League igen. Så havde han været loyal, ville han nok ikke få opfyldt sine sportslige ambitioner her de sidste år.

- Men ved at træffe det modsatte valg går han ud af bagdøren og har på en eller anden måde sat sit eftermæle i Barcelona på spil. Det er derfor, jeg mener, at det er lidt pest eller kolera. Lige meget om han havde gjort det ene eller det andet, ville han miste noget ved det, siger Morten Glinvad.

'Total krig' mellem FC Barcelona og Messi

Ifølge spanske medier har FC Barcelona-præsident Josep Maria Bartomeu svaret Messi-lejren, at den ikke bare ensidigt kan bestemme, at Lionel Messi kan smutte nu.

Der er således opstået en juridisk tvist, en 'total krig' for at bruge udtrykket fra den spanske sportsavis Sports forside onsdag, mellem FC Barcelona og klubbens bedste spiller nogensinde.

Da Lionel Messi for tre år siden skrev under på sin nuværende kontrakt, sikrede han sig en klausul om, at han kunne komme ud af kontrakten efter hver sæson. Han skulle bare give Barcelona besked 20 dage inden sæsonafslutningen, skriver den spanske sportsavis AS.

Så ifølge sportsavisen skulle klausulen have været aktiveret 20 dage før 10. juni, som blev set som afslutningen på 2019/20-sæsonen.

Men Messis advokater mener, at den forgangne sæson var helt ekstraordinær, da den blev forlænget på grund af coronapandemien, og at sæsonen først sluttede med Champions League-finalen 23. august. I deres øjne blev argentinerens svarfrist dermed også forlænget.

Ifølge Sport havde Messi ifølge sine advokater indtil en uge efter Champions League-finalen til at give besked. AS fastholder, at Messi skulle have gjort det 20 dage før finalen og ikke omkring 20. august, og det er derfor, Barcelona-ledelsen er af den opfattelse, at den har en god sag, og at Messis kontrakt gælder endnu en sæson.

'Umuligt at holde på Messi', erkender Barcelona

AS, der her citerer den catalanske radiostation RAC, skriver dog videre, at Barcelona-ledelsen har erkendt, at det bliver umuligt at holde på Messi, når han ønsker sig væk. Ikke desto mindre vil klubben gøre forsøget, har Barcelonas nye sportsdirektør Ramon Planes sagt på et pressemøde onsdag.

Ender det med, at Messi forlader Barcelona, vil klubben imidlertid ikke lade ham gå gratis. Den vil sikre, at Messi bliver den dyreste spiller i verden.

Barcelona vil således have mere end 222 millioner euro for ham (1,65 milliarder danske kroner). Det var det beløb, Paris Saint-Germain betalte Barcelona for Neymar.

Lionel Messi kom til FC Barcelona fra Atlético Newell's Old Boys i hjemlandet i 2000. Fire år senere fik han debut for den spanske storklubs førstehold.

Det skete i en udekamp mod Espanyol 16. oktober 2004, da han erstattede brasilianske Deco. Messi var dengang 17 år, 3 måneder og 22 dage.

Siden har han spillet 730 førsteholdskampe for klubben og scoret intet mindre end 634 officielle mål.

Han er med afstand klubbens mest scorende spiller nogensinde.