Store protester: Fans bryder ind på Camp Nou
Barcelona-fans brød i protest ind på Camp Nou for at udtrykke deres utilfredshed med klubbens præsident. Det lokale politi har fået fansene ud igen.
De er ikke tilfredse i Barcelona.
Det blev endnu mere tydeligt onsdag aften, da protesterende fans af FC Barcelona brød ind på klubbens stadion Camp Nou for at vise deres utilfredshed med klubbens præsident, Josep Maria Bartomeu.
De protesterende fans forsamledes udenfor klubbens hjemmebane, og valgte omkring klokken 21 at se stort på sikkerhedspersonalets anvisninger og tvinge sig adgang til fodboldhjertet i den catalanske storby.
Politi på stedet
Kort tid efter lykkedes det dog for det lokale politi at få de protesterende fans eskorteret ud fra klubbens område igen.
Det er den dramatiske udvikling omkring Lionel Messi og den spanske storklub, som er årsag til, at de protesterende fans nu kræver præsident Bartomeus afgang.
Det var tirsdag aften, at historien om, at Barcelona-ikonet Lionel Messi vil forlade klubben, kom frem. Det fik straks klubbens fans til at gå på gaden for at vise deres foragt for den ledelse, der i deres øjne har skubbet klubbens helt store stjerne fra sig.
- Sjælen er ved at forsvinde
TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker forstår godt, hvorfor fansene reagerede på den chokerende nyhed.
- De billeder, vi ser fra klubbens fans, er et godt billede på, hvad Messi betyder for klubben. Det er sjælen i FC Barcelona, der er ved at forsvinde, siger eksperten.
- Barcelona er et sted, hvor de har svært ved at komme ud af de problemer, de er i. Victor Font, der er præsidentkandidant, er ude at sige, at Bartomeu skal gå af nu. Og det kan også godt være et politisk spil fra Messis side for at få præsidenten til at forlade klubben.