Fodbold

Hemmeligt møde i sommerhus vakte Hjulmands landstrænerinteresse

Peter Møller præsenterer Kasper Hjulmand som ny landstræner. Tariq Mikkel Khan / Ritzau Scanpix

Torsdag udkommer en ny bog om Danmarks landstræner Kasper Hjulmand.

Mens det danske fodboldlandshold i foråret 2019 havde succes under den daværende landstræner Åge Hareide, var DBU's fodbolddirektør, Peter Møller, i fuld gang med at have samtaler med Kasper Hjulmand.

Møller ville have den tidligere FC Nordsjælland-træner som Danmarks næste landstræner.

De samtaler fortæller Kasper Hjulmand om en ny bog, som udkommer 27. august. Bogen er skrevet af Morten Glinvad og udkommer ved Gyldendals Forlag.

TV 2 SPORT har fået lov til at bringe et uddrag af bogen.

I denne periode skal Hjulmand finde ud af, hvad hans næste trænerjob skal være. Umiddelbart havde han ikke selv tænkt på landstrænerjobbet, men det ændrer samtalerne med Peter Møller på.

Prolog

Landstræner?

Han kigger på de to mænd over for sig i stuen i sommerhuset. Der er noget unaturligt ved situationen. Dette er ikke, hvad han har haft i tankerne, siden han nogle måneder forinden besluttede sig for, at han ville prøve noget nyt i sin karriere.

Omslaget på bogen om Kasper Hjulmand.

Han har tænkt på udlandet og på igen at mærke fodboldens kraft på de store stadioner. Han har lyttet til interessen fra Brøndby, en klub med en særlig position i den danske fodboldhistorie. Og ind fra siden er uventede tilbud dukket op fra klubber langt fra Danmark.

Og midt i det hele sidder han nu i al hemmelighed her i sit sommerhus i foråret 2019 for at drøfte muligheden for, at han, Kasper Hjulmand, om næsten halvandet år skal tiltræde som dansk landstræner.

En fjern og urealistisk tanke.

Over for ham sidder Dansk Boldspil-Unions fodbolddirektør, Peter Møller.

I de seneste uger har han flere gange talt med Møller, efter at den tidligere landsholdsangriber i det tidlige forår første gang sendte en besked og spurgte til hans fremtidsplaner.

Ved siden af Møller sidder Kenneth Reeh, den konstituerede direktør i et DBU, der har været i vedvarende forandring i de seneste år.

Udenfor er der stille. Det er endnu uden for sommerhussæsonen på den nordsjællandske nordkyst. De tre mænd kan tale uforstyrret.

- Før vi går i gang, skal I vide, at jeg bestemt ikke regner med, at jeg skal det her. Men jeg vil gerne fortælle jer, hvad jeg synes, I skal gøre i DBU, siger Kasper.

Det er vigtigt for ham at gøre det klart. De skal vide, hvor de har ham.

Han begynder at tale om rollen som landstræner, om spillets udvikling, om dansk fodbolds tilstand og om DBU’s udfordringer.

- DBU skal sørge for at samle kræfterne i dansk fodbold. Vi har brug for at få formuleret en visionær, ambitiøs og sammenhængende plan med DBU i centrum, siger han og kigger Peter Møller og Kenneth Reeh i øjnene.

Han fortsætter med at fremlægge sin analyse. En analyse, som har ligget i hans skuffe i flere år, uden at han vidste, at den en dag skulle i brug.

For få år siden sad han i det samme sommerhus i selskab med nogle af sine vigtigste kolleger og sparringspartnere. I et stykke tid havde de gået med en fælles frustration og bekymring: De syntes ikke længere, at dansk fodbold var på rette vej. Til sidst besluttede de at hive en weekend ud af kalenderen for at tømme hinanden for tanker og viden.

I den weekend blev dansk fodbolds tilstand og fremtid diskuteret uafbrudt i sommerhuset i Nordsjælland. Et lagen blev hængt op på væggen som en improviseret projektor til analyserne. Snakken fortsatte til langt ud på natten.

Hvor bevægede spillet sig hen? Hvad gjorde de i andre lande i forhold til uddannelse af trænere og spillere? Hvad gjorde vi i Danmark? Hvad stod Danmark egentlig for? Var der en dansk spillestil?

Sammen med en af de andre deltagere satte Kasper sig for at skrive de mange brudstykker sammen til et bud på en samlende strategi og en fælles vision for dansk fodbold.

I årene siden har det ligget på hans computer. Indimellem har han fundet det frem og kigget på det og rettet det til. For spillet udviklede sig, og han blev klogere. Hvad der var rigtigt for fem år siden, er det ikke nødvendigvis i dag.

Det oplæg præsenterer han nu for Peter Møller og Kenneth Reeh, mens han tænker over, hvorfor de egentlig gjorde det dengang. Der var intet konkret formål. Ingen andre end dem selv havde givet dem opgaven. Og ingen af dem sad i en position, hvor de kunne gøre tankerne til handling.

- I skal finde ud af, hvorfor I er her, siger han til Møller og Reeh.

Han påpeger, hvordan fodboldforbund i flere andre lande med succes har implementeret en klar og gennemtænkt strategi i de senere år. Det er typisk de forbund, der har oplevet resultatmæssig fremgang på landsholdsplan.

Spanien og Tyskland prioriterede og skærpede talent- udviklingen for omkring 20 år siden og har efterfølgende løftet sig markant og vundet store titler.

Belgien er vågnet fra en hensygnende tilværelse i den europæiske middelklasse til at blive VM-bronzevinder.

Lille Island har gennem målrettet og struktureret arbejde oplevet en sensationel fremgang.

Og nu ser han en voldsomt fascinerende udvikling i England, hvor de endelig har erkendt, at selvopfattelsen som spillets naturlige centrum har været ude af trit med virkeligheden.

Kasper Hjulmand vil gerne have, at de danske landshold har en klar strategi.

Alle klubber og forbund bør arbejde på den måde. Ud fra en klar strategi om, hvad der kendetegner dem og adskiller dem fra andre. Men han bliver stadig forbløffet over, hvor få der gør det.

- Et landshold er noget specielt. Det er den største scene i dansk fod- bold. I de bedste tider spejler vi os alle i landsholdet. Spillerne er rol- lemodeller, og holdet skal afspejle en identitet, siger Kasper.

- Men hvilken identitet skal det afspejle? Det skal I først definere og så derfra arbejde på at nå frem til det. I kan ikke bare vente på, at det sker af sig selv, fortsætter han.

- Det er mine tanker om jobbet, landsholdet og dansk fodbold. Men hvis ikke der i DBU er politisk opbakning til sådan en slags projekt, så kan det være lige meget. Så skal I hellere finde en anden.

- Hvis I bare tænker, at Åge går ud, og jeg går ind i stedet, men alt ellers fortsætter som nu, så skal vi ikke gøre det, slutter han og venter nysgerrigt på de to mænds reaktion.

Tankerne kører rundt i hovedet, da han senere på dagen sidder i sin bil og kører sydpå i det nordsjællandske forår. Han er overrasket over, at både Peter Møller og Kenneth Reeh lod til at være enige i mange af hans betragtninger om tilstanden i dansk fodbold.

De ser også et uforløst potentiale, tænker han.

Alligevel kommer det bag på ham, at han overhovedet er et tema i DBU. Der er mere end et år til udløbet af Åge Hareides kontrakt i sommeren 2020 efter den EM-slutrunde, der har Danmark som et af værtslandene.

Ingen regner med, at Peter Møller allerede er i gang med at planlægge fremtiden. Og hvem siger, at det overhovedet skulle være et tema at skifte landstræner? Landsholdets resultater er jo gode under Hareide.

Fortsætter det sådan, vil Møller gøre det nemmest for sig selv, hvis han senere på året tilbyder Hareide muligheden for at forlænge sin kontrakt. Alle i Danmark vil se det som en logisk beslutning.

Men Peter Møller havde været insisterende, siden han første gang tog kontakt.

- Jeg kan jo læse i aviserne, at du er på vej til udlandet. Men jeg vil lige høre om dit forhold til landsholdet og dine tanker om eventuelt at blive landstræner, havde Møller sagt i telefonen.

Møller var kommet forbi Kaspers hjem i Allerød til et par møder, der til at begynde med var uformelle, men siden blev mere konkrete.

I begyndelsen havde Kasper set det som den mindst sandsynlige af de fremtidsmuligheder, han havde i hovedet. Men jo mere han talte med Møller, jo mere havde ideen fanget ham.

Og nu er også den konstituerede direktør blevet involveret. Det er ved at blive seriøst.

I bilen tænker Kasper på, hvordan han som forsvarer på ungdomsholdene i Randers Freja havde nogle drabelige slag med den 17 dage ældre Peter Møller oppe fra AaB i Aalborg.

I modsætning til Hjulmand nåede Møller langt i fodboldkarrieren. Han spillede i både Holland og Spanien og var med Danmark til VM i 1998. I mange år havde han arbejdet som tv-vært, inden han i efteråret 2018 blev ansat som DBU’s fodbolddirektør.

Kasper husker sin egen skepsis, da han hørte om ansættelsen. Han syntes for så vidt godt om Peter Møllers vindende og charmerende væsen og kunne sagtens se ham som et godt ansigt udadtil for et DBU med et slidt image.

Samtidig var Møller en mand, som landsholdsspillerne så som en af deres egne. I en rolle som en slags team manager for landsholdet ville han være et scoop.

Men når han hørte DBU fremhæve Møllers stærke fodboldfaglighed, rystede Kasper opgivende på hovedet. Så tog de ikke fodbold alvorligt nok. Møller havde jo ingen trænererfaring.

Troede de virkelig, at faglighed blev skabt af at sidde i et tv-studie? Hvad vidste Møller om talentudvikling og om ledelse? Hvis Møller med sin baggrund besad fodboldfaglighed, så har vi andre åbenbart spildt 20 år på at oparbejde den, tænkte han.

Peter Møller ser til, mens Kasper Hjulmand udtager sin første landsholdstrup.

Han huskede, hvordan Peter Møller i sin tid som tv-vært havde deltaget i et arrangement, hvor Kasper som nytiltrådt cheftræner i FC Nordsjælland ville give medierne et detaljeret indblik i holdets spillestil.

- Nu har du lige vist et mål, hvor I sparker en lang bold frem. Hvorfor gør I ikke bare det noget mere, sagde Møller kækt, så Kasper blev helt træt.

Men jo mere Kasper nu havde talt med Peter Møller, jo mere stod det klart for ham, at fodbolddirektøren var bevidst om sine styrker og mangler.

Møller havde ikke selv alle svar om talentarbejde, træneruddannelse og fodboldens udvikling. Men han havde en stærk ambition om at ansætte de rette folk omkring sig. Og Møller var lige så irriteret over de sager, der havde slidt på DBU’s og landsholdets status i befolkningen, som Kasper selv var.

Et lavpunkt blev nået, da en konflikt mellem Spillerforeningen og DBU i 2018 medførte, at Danmark sendte et såkaldt vikarlandshold med amatørspillere på banen til en officiel A- landskamp i Slovakiet. En grotesk situation, hvor både spillere og DBU kom ud som tabere.

Han forlader motortrafikvejen og svinger til venstre ad Kollerødvej og snor sig gennem nogle af Allerøds mange rundkørsler. Han drejer til højre ad en stille villavej og parkerer bilen foran sit hjem. Han slukker motoren og bliver siddende og tænker på, hvad Peter Møller sagde, inden de tog afsked i sommerhuset.

- Tidspunktet er det rigtige for dig, Kasper.

Men er det virkelig det?

Han føler sig midt i livet og midt i karrieren. I to årtier har det været hans virke at træne fodboldspillere og lede hold på banen i hundredvis af kampe.

Han rykkede op i Superligaen som træner for Lyngby. Han vandt det danske mesterskab med FC Nordsjælland. Han deltog i Champions League. Han fik en stor kontrakt i den tyske Bundesliga.

I mange år åbnede dørene sig for ham. Lige indtil han i begyndelsen af 2015 sad i Mainz med karrierens første fyreseddel.

Den fyring gjorde noget ved ham.

Han kom ud af trænerboblen, og for første gang i mange år så han sin egen branche udefra og brød sig ikke om, hvad han så: Selve spillet, som han elskede, var blevet taget som gidsel for alverdens egoistiske interesser.

Siden da har han tænkt over, hvilken vej han skal følge i sit liv og sin karriere. Han vendte tilbage til FC Nordsjælland og fandt en ny mening med arbejdet som træner under en idealistisk klubejer, der ville forandre verden til det bedre gennem fodbolden.

Men han savnede suset fra de store stadioner. Han længtes efter at blive smidt ud på dybt vand og se, hvad der ville ske.

Til sidst fik den længsel ham til at beslutte sig for at stoppe i hjerteklubben i Farum. Han ville igen forfølge mulighederne for noget større. Han vidste, at der var interesse for ham, og i de første dage i 2019 troede han, at han ville blive ny træner i den belgiske storklub RSC Anderlecht.

Men i sidste øjeblik kollapsede skiftet efter et forløb, der efterlod ham frustreret, vred og udmattet.

Han husker, hvad FC Nordsjællands ghanesiske transitionstræner, Didi Dramani, sagde til ham nogle uger senere.

- Der er altid en årsag til det, der sker. Der kommer altid noget, der er bedre.

Kasper Hjulmand bliver hyldet af sine spillere, efter han i 2012 førte FC Nordsjælland til klubbens første mesterskab.

Han går op ad trappetrinene til hoveddøren og lukker sig ind i huset i Allerød. Det er stadig nyt for ham, at weekenderne ikke længere kredser om FC Nordsjællands kampe efter det bratte stop som cheftræner. Pludselig har han tid til at være sammen med Vibeke og deres tre børn.

Men mens han går rundt derhjemme, bliver Peter Møller ved med at dukke op i hans hoved.

Det er ikke logisk, tænker han. Det burde ikke trække i mig at blive landstræner.

Arbejdsbetingelserne for en landstræner ligger meget langt fra det, han har været vant til.

I løbet af et år har en landstræner kun omkring ti kampe med sit hold fordelt på fem samlinger. Lidt flere i de år, hvor holdet har kvalificeret sig til en slutrunde.

Mange siger derfor, at et landstrænerjob er for gamle mænd. For ældre trænere, der har set rigeligt til træningsbaner gennem livet og trives fint med en mindre arbejdsbyrde.

Fagmanden i ham vil ud på træningsbanen og arbejde med sit hold hver eneste dag. Han elsker stadig håndværket i jobbet og tilfredsheden over at få en ny detalje ind i spillet. Det er som musik: Jo flere instrumenter og jo flere detaljer der indgår, desto bedre musik giver det.

Han hører også tit, at landsholdsfodbolden har mistet status. De største ligaer og Champions League sidder tungt på opmærksomheden. De største klubber er enorme forretninger, der henvender sig til hele verden.

Et landshold er til sammenligning en anakronisme. Spillet er dårligere og slet ikke så nuanceret og detaljeret som på de bedste klubhold.

Kasper Hjulmand præsenterede mandag sin første landsholdstrup med et par enkelte nye navne.

Men Peter Møller har vækket et eller andet i ham.

Måske er det fornemmelsen af, at de har et fælles ønske om at udrette noget og være med til at flytte dansk fodbold? Måske er tiden virkelig til det?

Og det betyder noget for mig, tænker han igen og igen. Det er stort for mig at kunne blive landstræner. Træner for Danmarks hold. De store landskampe og slutrunderne om EM og VM er stadig de største fodboldfester. Her er der store følelser på spil i hele befolkningen. Tænk at stå i Parken som landstræner og lytte til nationalsangen inden en hjemmekamp.

En bonderøv fra Auning.

En spiller med dårlige knæ, der ikke nåede en eneste kamp i Superligaen.

Det er kæmpestort.

Han føler det nærmest som en pligt, når de, der bestemmer, siger:

- Det er dig, vi vil have som vores landstræner.

Kan man overhovedet sige nej til det?