Hjulmand skifter ud i landsholdstruppen
Forsinket træningsopstart i Bologna gør, at Andreas Skov Olsen erstattes af Jacob Bruun Larsen på landsholdet.
Landstræner Kasper Hjulmand udtog mandag sin første trup som dansk landstræner. Torsdag lavede han så sin første udskiftning i truppen.
Bolognas Andreas Skov Olsen er kommet senere i gang med træningen i Italien end forventet.
Derfor har Hjulmand valgt at sende ham ned på U21-landsholdet, mens Hoffenheims Jacob Bruun Larsen hives den anden vej.
Det skriver Dansk Boldspil-Union (DBU) på sin hjemmeside.
- Som omtalt på pressemødet er der i disse uger mange uforudsete elementer i spil, hvor mange spillere knap er gået i gang med optræning til ny sæson, siger Kasper Hjulmand til dbu.dk.
- Vi glæder os til at se Jacob, der er langt i sin sæsonforberedelse og er klar til at vise, hvad han kan på herrelandsholdet.
- Andreas kommer hjem til U21-landsholdet, som han kender rigtigt godt, og hvor han kan komme i gang progressivt og i et kendt miljø.
20-årige Andreas Skov Olsen var en af de få kaniner, Hjulmand havde med i hatten mandag.
De to har en fælles fortid i FC Nordsjælland, hvor Hjulmand var træneren, som gav den unge angriber chancen på klubbens bedste mandskab, hvor han hurtigt slog igennem.
Olsen har forståelse for Hjulmands valg
Selvom Skov Olsen røg til Serie A-klubben Bologna og har været en stor profil på U21-landsholdet i mere end et år, har han endnu aldrig været udtaget til A-landsholdet.
Han har dog forståelse for Hjulmands valg, siger han til DBU's hjemmeside.
- Jeg har været meget stolt over at skulle være en del af herrelandsholdet. Nu glæder jeg mig til at spille med alle holdkammeraterne på U21-landsholdet og vil kæmpe for at få chancen igen for herrelandsholdet.
- Det har været en god dialog med Kasper Hjulmand, og jeg er stolt over at spille for et land, der tager hensyn og tænker i helheder, siger han.
Jacob Bruun Larsen har tidligere været inde omkring A-landsholdet. Hans hidtil eneste kamp var i 2019 i en testkamp mod Kosovo.
Både Bruun Larsen og Skov Olsen var en del af det danske U21-landshold ved slutrunden i Italien sidste år.