Fodbold

AGF og FCK undgår storhold i Europa League - her er de mulige modstandere

Både AGF og FCK er seedet i anden kvalifikationsrunde til Europa League. Her får du overblikket over de mulige modstandere for de to danske hold.

Kasakhstan, Estland, Slovenien eller en smuttur til Sverige?

Der er flere muligheder for AGF og FC København, når der mandag fra klokken 13 trækkes lod til anden kvalifikationsrunde i Europa League.

Men der er gode chancer for at trække en overkommelig modstander, da både AGF og FCK vil være blandt de seedede hold i næste runde.

FC København træder først ind her i anden kvalifikationsrunde og har hele tiden været seedet til den runde.

AGF besejrede torsdag finske FC Honka med 5-2 og spillede sig dermed videre til anden kvalifikationsrunde. Og da flere af de seedede hold tabte deres kampe, sneg AGF sig lige akkurat ind blandt de seedede hold til næste lodtrækning.

Dermed slipper AGF og FCK for stærke hold som Tottenham, AC Milan og Rangers FC.

De mulige modstandere for FC København er følgende forud for mandagens lodtrækning:

  • IFK Göteborg, Sverige
  • Coleraine, Nordirland
  • B36 Torshavn, Færøerne

AGF's mulige modstandere i anden kvalifikationsrunde i Europa League er disse:

  • Hammarby IF, Sverige
  • Kaysar Kyzylorda, Kasakhstan
  • Nömme Kalju, Estland eller Mura, Slovenien
De to AGF-debutanter Søren Tengstedt(tv.) og Patrick Olsen(th.) scorede begge mod FC Honka torsdag aften.

Afgøres over én kamp

På grund af coronakrisen - der har givet forsinkelser i 2020/2021-udgaven af Europa League-kvalifikationen - skal anden kvalifikationsrunde afgøres over én kamp.

Hjemmebanefordelen tilfalder det hold, der trækkes først op af bowlen. Kampene spilles uden tilskuere.

Lodtrækningen finder sted mandag 31. august, mens kampene i anden kvalifikationsrunde spilles torsdag 17. september.

Mandag trækkes der også lod til tredje kvalifikationsrunde i Champions League, hvor FC Midtjylland er med i bowlen.

Du kan se midtjydernes mulige modstandere her eller ved at klikke på artikellinket nedenfor: