Fodbold

FC Midtjyllands vej til Champions League er på plads

FC Midtjylland kan komme til at møde Slavia Prag i den sidste runde inden Champions Leagues gruppespil.  Alex Nicodim / RITZAU-SCANPIX

FC Midtjylland skal slå Young Boys og Slavia Prag, hvis klubben skal sikre adgang til Champions League.

Hvis FC Midtjylland går videre fra tredje runde af Champions League-kvalifikationen, skal holdet i den afgørende playoff-runde møde Slavia Prag fra Tjekkiet.

Det blev en kendsgerning efter tirsdagens lodtrækning i Nyon, og dermed er midtjydernes vej til det forjættede land på plads.

  • 3. runde: Young Boys
  • Playoff: Slavia Prag

Først gælder det dog tredje runde, hvor FCM skal møde Young Boys på hjemmebane. Det var resultatet af mandagens lodtrækning.

- Jeg er fint tilfreds med lodtrækningen. Selvfølgelig er Young Boys en stærk modstander, men alle fem mulige modstandere ville være svære at spille mod. Vi skal være gode. Det er der ingen tvivl om, men jeg tror på vores chance, fortæller Brian Priske til klubbens hjemmeside.

Én sejr fra europæisk gruppespil

Hvis det lykkes FCM at slå Young Boys over én kamp, venter som nævnt Slavia Prag. Her spilles der både en ude- og en hjemmekamp.

Den samlede vinder går videre til gruppespillet i Champions League, mens et samlet nederlag automatisk giver plads i Europa League-gruppespillet.

Det betyder samtidig, at FC Midtjylland er sikret et europæisk gruppespil, hvis klubben vinder over Young Boys den 16. september.