Fodbold

Efter rekordhandlen: - Harder kan blive et fund for Chelsea

Med sit skifte fra Wolfsburg til Chelsea bliver Pernille Harder den dyrest købte kvindefodboldspiller i historien.

Pernille Harders rekordskifte fra de tyske til de engelske mestre har givet genlyd i verdenspressen.

Ifølge tyske og engelske medier betaler Chelsea mellem 2 og 2,6 millioner danske kroner til Wolfsburg, der havde papir på Harder i en enkelt sæson mere.

I kvindefodbold er det utroligt mange penge, men når der er tale om Pernille Harder, kan det vise sig at være en rigtig god handel for Chelsea.

- Transfersummen er en af de højeste i kvindesportens historie, men hvis Harder spiller bare nogenlunde lige så godt for Chelsea, som hun har gjort for Danmark og Wolfsburg, så vil Chelsea føle, de har gjort et fund, skriver Tom Garry fra BBC.

Pernille Harder skiftede fra svenske Linköpings til Wolfsburg for fire år siden. Siden har hun vundet fire tyske mesterskaber og fire pokaltitler. Derudover har hun spillet klubben i to Champions League-finaler.

- Chelsea er en kæmpe klub, som virkelig satser. Det ser man også ved, at de henter mig for det her beløb. De ambitioner, klubben har, passer perfekt til mig, siger Pernille Harder, der stadig ’mangler’ at vinde Champions League, til TV 2 SPORT.

Den præcise pris for Pernille Harder er ikke meldt ud af de to klubber. The Guardian tøver dog ikke med at stemple handlen som ’et kup’.

- Købet er endnu et kup af Chelsea og manager Emma Hayes, der også har hentet Bayern Münchens anfører Melanie Leupolz, Niamh Charles i Liverpool og Jessie Fleming fra UCLA Bruins, skriver det britiske medie.

Flere handler kan være på vej

Med skiftet fra Wolfsburg til Chelsea bliver Pernille Harder det tydelige eksempel på kvindefodboldens udvikling. Især i England satses der stort, og efterhånden bliver det mere og mere normalt, at kvindelige fodboldspillere købes fri af deres kontrakter. Indtil nu har de fleste transfers været styret af kontrakternes udløbsdato.

- Det er den største overgangssum i kvindefodbold, og jeg tror, det er starten på, at der kommer til at ske flere overgange i fremtiden. Men man skal ikke sammenligne det med herrefodbold, siger Pernille Harder om prisforskellen på kvindelige og mandlige fodboldspillere.

Verdens dyreste herrefodboldspiller, Neymar, kostede cirka 1,6 milliarder kroner, da han skiftede fra Barcelona til PSG.