Fodbold

Inter-målmand forlader klubben efter seks år, nul kampe og to røde kort

37-årige Tommaso Berni får ikke en ny kontrakt med Serie A-klubben Inter, hvorfor den rutinerede målmand efter en årrække må forlade barndomsklubben.

Når den danske landsholdsspiller Christian Eriksen vender tilbage til Italien og Inter efter landsholdssamlingen den kommende uge, så kommer der til at mangle en tidligere holdkammerat.

Efter seks år i klubben må reservemålmand Tommaso Berni konstatere, at han er fortid i Inter. I første omgang havde Berni ellers fået en kortvarig forlængelse, da coronapandemien udskød resten af sæsonen, men nu er det altså slut.

Meget bemærkelsesværdigt slutter perioden fra 2014-2020 uden en eneste kamp for Inter. Til gengæld kan Tommaso Berni notere sig, at han formåede at få to røde kort i sin seneste Serie A-sæson.

For godt to måneder siden blev han udvist i en udekamp mod Parma, efter han ifølge La Gazzetta dello Sport havde brokket sig højlydt over, at Parmas Dejan Kulusevski havde ramt Inters Nicolo Barella med sin albue.

Seneste officielle kamp tilbage i 2012

Tilbage i januar blev han ligeledes udvist for at brokke sig. Den rutinerede målmand var særedeles utilfreds med, at Inter-angriberen Lautaro Martinez blev udvist i slutminutterne i 1-1-kampen mod Cagliari. Dengang kostede det to kampes karantæne.

Tommaso Berni begyndte sin karriere i Inter, hvor han var en del af klubbens ungdomsafdeling. I 2002 blev han solgt til engelske Wimbledon FC. Fire år senere skiftede han til Lazio, hvor han over en periode på fem år spillede seks Serie A-kampe.

Inden han i 2014 skiftede til Inter, nåede målmanden også forbi Sampdoria, hvor han vogtede målet tre gange. Det var her, at han 28. oktober 2012 spillede sin seneste førsteholdskamp, da han i en hjemmekamp mod Cagliari var med til at tabe 0-1.