Fodbold

Chelsea køber tysk stjerneskud i Leverkusen

Kai Havertz er ny Chelsea-spiller. Den unge tysker har fået en femårig kontrakt med London-klubben.

Chelsea har igen haft den store tegnebog oppe af lommen.

Fredag aften skriver Premier League-klubben på sin hjemmeside, at den har købt den tyske komet Kai Havertz i Bayer Leverkusen.

Den 21-årige offensivspiller har sat sin underskrift på en femårig kontrakt med Chelsea.

Det oplyses ikke, hvad London-klubben betaler for Havertz, der anses for at være en af Europas mest lysende talenter. Ifølge BBC betaler Chelsea cirka 71 millioner pund - omkring 600 millioner kroner - for tyskeren.

- Jeg er meget glad og stolt over at være her. For mig er det en drøm, der går i opfyldelse, at spille i en stor klub som Chelsea, siger Havertz på Chelseas hjemmeside.

Fodboldstjerneskuddet fik sin førsteholdsdebut for Leverkusen i 2016 som 17-årig. Han nåede at spille 150 kampe for Bundesliga-klubben, hvori han scorede 46 mål og lavede 31 assister.

- Kai er en af de bedste spillere i verden i sin alder, så vi er meget glade for, at hans fremtid ligger i Chelsea, siger Chelsea-direktør Marina Granovskaia på hjemmesiden.

- Han har vist sig værdig i en af Europas bedste ligaer, han spiller for det tyske landshold, og han er et spændende, dynamisk talent.

Kai Havertz har spillet syv landskampe for Tyskland, som han debuterede for i 2018.

Havertz er den seneste markante tilgang til Chelsea-truppen. Tidligere i transfervinduet er blandt andre Thiago Silva, Timo Werner, Hakim Ziyech og Ben Chilwell skiftet til klubben.

2020/21-sæsonen i Premier League sættes i gang næste weekend.