Fodbold

Lionel Messi bliver i Barcelona

Lionel Messi har været i Barcelona, siden han var 12. (Arkiv) Albert Gea / Ritzau Scanpix

Argentinske Lionel Messi fortæller, at det var et "brutalt drama", da han fortalte familien om sit ønske om at forlade FC Barcelona.

LaLiga-sæsonen begynder 11. september - se med på TV 2 PLAY.

Lionel Messi tager endnu en sæson i FC Barcelona.

Det fortæller stjernespilleren i et interview med fodboldmediet Goal, efter argentinerens lejr de seneste dage har holdt møde med FC Barcelona.

- Nu fortsætter jeg i klubben, fordi præsidenten har fortalt mig, at den eneste måde, jeg kan forlade klubben på, er at betale 700 millioner euro (5,2 milliarder kroner, red.) i frikøbsklausul, og det er umuligt, siger Lionel Messi i interviewet.

25. august sendte FC Barcelona chokbølger igennem den internationale fodboldverden, da catalanerne bekræftede, at Lionel Messi ønskede at forlade klubben.

- Jeg mente, at klubben havde brug for flere unge spillere, nye spillere, og jeg tænkte, at min tid i Barcelona var ovre. Jeg var meget ked af det, fordi jeg altid har sagt, at jeg vil stoppe min karriere her.

- Da jeg fortalte om mit ønske til min kone og mine børn, var det et brutalt drama. Hele familien begyndte at græde. Mine børn ville ikke forlade Barcelona, og de ville ikke skifte skole, siger Lionel Messi.

Men den 33-årige argentiner, der har spillet i storklubben siden 2001, så ikke længere sin fremtid i Barcelona og ville derfor gøre brug af en klausul i sin kontrakt, der gjorde det muligt at forlade klubben kvit og frit efter den netop overståede sæson.

I argentinerens kontrakt står der helt nøjagtigt skrevet, at hvis han ville gøre brug af klausulen, skulle det ske inden 10. juni, da sæsonen var planlagt til at være afsluttet på det pågældende tidspunkt.

"Var sikker på, at jeg var fri til at smutte"

Men da det globale udbrud af coronavirus satte en stopper for al fodbold i tre måneder, blev sæsonen udskudt, og derfor havde Lionel Messis lejr en forventning om, at man fortsat kunne gøre brug af klausulen, der ville gøre det muligt at forlade klubben.

- Jeg var sikker på, at jeg var fri til at smutte. Præsidenten har altid sagt, at jeg efter sæsonen kunne beslutte, om jeg ville forlade klubben eller blive. Nu klynger de sig til det faktum, at jeg ikke sagde det før 10. juni, hvor vi stadig kæmpede i La Liga og var midt i den frygtelige tid med coronavirus, siger Lionel Messi.

Lionel Messi under en LaLiga-kamp i 2019.

- Der var en anden mulighed, og det var at tage det i retten. Men jeg ville aldrig gå i retten mod Barcelona, for det er klubben, jeg elsker, og det er klubben, der har givet mig alt, siden jeg ankom. Det er mit livs klub, og jeg har skabt mit liv her, siger argentineren.

Tidligere fredag udtalte Lionel Messis far, Jorge Messi, ifølge flere spanske medier, at frikøbsklausulen på 5,2 milliarder ikke gælder.

Lionel Messi vil ikke ændre attitude

Lionel Messis ønske om at forlade den catalanske storklub kommer efter en særdeles problemfyldt sæson, hvor de tabte kampen om det spanske mesterskab og røg ud af Champions League efter et 2-8-nederlag til FC Bayern München i kvartfinalen.

Umiddelbart efter det ydmygende nederlag valgte FC Barcelona at fyre træneren Quique Setién for i stedet at ansætte Ronald Koeman.

Hollænderen kan nu se frem til også at have Lionel Messi under sine vinger i den kommende sæson.

- Jeg fortsætter i Barcelona, og min attitude ændrer sig ikke, uanset hvor meget jeg gerne ville væk, siger angriberen, der sidste sæson blev topscorer i La Liga med 25 mål.

Lionel Messi har aldrig tidligere spillet professionel fodbold for andre klubber end FC Barcelona.

I sin tid i FC Barcelona er Lionel Messi blevet kåret som verdens bedste fodboldspiller hele seks gange. Det er aldrig tidligere sket.