Fodbold

Officielt: Danmark og Belgien knæler før landskamp

De danske spillere vil knæle mod Belgien. Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Lørdag er det blevet bekræftet, at både Danmark og Belgien vil knæle forud for landskampen i Parken.

Der har været spekuleret meget over, hvorvidt det danske landshold knæler forud for lørdagens Nations League-opgør mod Belgien.

Nu er det officielt, at begge mandskaber vil knæle inden kampstart.

Lørdag bekræftede det belgiske landshold over for TV 2 SPORT, at deres spillere vil vise deres sympati med Black Lives Matter-bevægelsen ved at knæle forud for kampen i Parken.

Det er holdet pressemand Stefan van Loock, der i en mail skriver, at de belgiske spillere har diskuteret det ved fredagens aftensmad, og er nået frem til, at de vil knæle.

- Ja, det vil de, lyder det kortfattet i mailen.

Senere på dagen bekræftede Dansk Boldspil-Union så, at de danske spillere ligeledes "vil tage et knæ". Det skriver forbundet på Twitter.

Imod diskrimination

Det er allerede bekræftet, at der vil knæles i tirsdagens landskamp mod England. Det har begge landshold allerede aftalt.

- Vi er mod alle former for diskrimination. Vi tolerer og accepterer det ikke. Det har ikke noget med politik at gøre, det har med humanitære problemstillinger at gøre, sagde Kasper Schmeichel, der er målmand på landsholdet, på et pressemøde fredag.

Og anfører Simon Kjær var på linje med sin målmand

- Det var på forespørgsel fra det engelske landshold, og vi er imod racisme og diskrimination, og det ser vi ikke som et politisk standpunkt, sagde Simon Kjær.