Fodbold

Hjulmand med klar opfordring: - Stort behov for flere udskiftninger

Kasper Hjulmand havde sin første kamp i spidsen for Danmark for to dage siden mod Belgien. (Arkiv) Lars Møller / Ritzau Scanpix

Så tidligt i sæsonen bør der også være fem udskiftere til rådighed i landskampe, siger Kasper Hjulmand.

Fodboldlandstræner Kasper Hjulmand undrer sig over, at man ikke må benytte sig af fem udskiftninger i Nations League-kampe.

Det måtte man i slutningen af den coronaprægede 2019/20-sæson, og flere ligaer, heriblandt Superligaen, fortsætter med særreglen i den kommende sæson.

På nuværende tidspunkt, hvor der spilles landskampe, mens spillerne stadig er ved at komme i form efter sommerferien, er der også et stort behov for at måtte bruge fem udskiftninger i stedet for tre.

Det siger Kasper Hjulmand på et pressemøde forud for tirsdagens kamp mod England.

- Det er meget underligt, at vi ikke har fem udskiftninger.

- Jeg ved også, at englænderne har det på samme måde, for Gareth Southgate (Englands landstræner, red.) har været ude at sige, at vi virkelig mangler at må bruge fem udskiftninger under kampene, som ligaerne implementerer igen nu.

- Det er lige nu, vi virkelig har brug for at må bruge fem udskiftere, siger Kasper Hjulmand.

Frygt for overbelastning af spillerne

Kampen mod England spilles bare tre døgn efter mødet med Belgiens verdensettere. Hjulmand ved endnu ikke, hvor mange ændringer han vil lave i sin startopstilling, men understreger, at han tager hensyn til spillernes fysik med to kampe så tæt på hinanden tidligt i sæsonen.

- Det er svært at sige, hvor mange vi skal skifte. Det er en balance.

- Der er mange overvejelser bag holdet i morgen (tirsdag, red.), for vi kan ikke sætte for mange spillere på banen, som ikke er i stand til at spille 90 minutter. Det er en af de store udfordringer.

- Jeg har ikke bestemt mig endegyldigt for mit hold endnu. Jeg skal bringe en startopstilling med spillere, som bør være i stand til at spille 90 minutter, så jeg forhåbentlig ikke skal foretage udskiftninger på grund af fysikken, men så det kan være taktiske udskiftninger, siger Hjulmand.

Han frygter overbelastningsskader, som kan være med til at spolere en hel efterårssæson for en spiller.

- Som træner vil man gerne vinde den næste kamp, det er den næste udfordring. Men det betyder også noget, at vi sender spillerne tilbage til deres klubber i god forfatning, så vi kan udtage dem igen om en måned, siger Hjulmand.

Mens Christian Eriksen hurtigt kan fortælle på pressemødet, at han er klar til at spille 90 minutter mod England, tøver Thomas Delaney lidt mere.

- Vi må se. Jeg har været i gang i et stykke tid, og forhåbentlig har min krop det godt.

- Udfordringen er, at vi har mange spillere, der er på forskellige stadier i forberedelserne til deres sæson, siger Thomas Delaney.

Danmarks kamp mod England afvikles for tomme tribuner i Parken tirsdag aften.