Fodbold

Se billederne: Familiens dans stjal showet ved Sisto-præsentation

Pione Sisto er tilbage i FCM. I bare maver og med hvid krigsmaling i hovederne dukkede hans familie op og dansede kantspilleren tilbage i klubben.

Mikrofoner, journalister, spillere og trænere var i dag til stede på MCH-Arena, da FC Midtjylland bød Pione Sisto velkommen tilbage til klubben, hvor hans fodboldkarriere begyndte.

- Jeg kunne ikke være mere taknemmelig. Nu vil jeg forsøge at tage mig selv og FC Midtjylland til det næste niveau, siger Pione Sisto til TV 2 SPORT.

Men det var ikke kun hovedpersonen selv, som stjal rampelyset ved offentliggørelsen.

Midt under pressemødet kom Pione Sistos forældre, der begge stammer fra Sydsudan, pludseligt ind i lokalet.

- Pione, Pione, Pione, Pione!

Lød det fra dem.

Tøjet var byttet ud med hvid krigsmaling, og i hænderne bar de mønstrede stave, som lystigt dirigerede deres kroppe, da de overraskede alle fremmødte med en iøjnefaldende stammedans.

En tradition som hans forældre har taget med fra Sydsudan - et land plaget af borgerkrig og nød, hvilket også var grunden til, at de flygtede til Danmark i 1995 med en blot få måneder gammel Pione Sisto og hans otte søskende.

Se videoen øverst i artiklen.

Det var til manges forundring, da forældrene trådte ind i presselokalet på MCH-Arena, hvor rytme og dans stjal showet.

Afrikansk kultur

Det er ikke første gang, at Pione Sistos forældre overrasker omverdenen med de smilende ansigter og rytmiske bevægelser.

De ting jeg har været igennem, har gjort mig til den spiller, jeg er

Pione Sisto, FC Midtjylland

Tilbage i december 2014 dukkede de nemlig op, da den nu daværende La Liga-spiller blev præsenteret som debutant på det danske U21-landshold.

Og i februar 2017, da Pione Sistos storebror, Akari Sisto, dimitterede som civilingeniør, havde de endnu engang kridtet danseskoene, ligesom de gjorde det, da Pione Sisto fik sin studenterhue på hovedet.

Ved Pione Sistos landsholdsudtagelse satte han ord på hvorfor.

- Det er fra Sydsudan. Måden, vi viser vores glæde på, når der sker noget stort for et familiemedlem eller en ven. Her er det mig, som de hylder, og det er den måde, vi gør det på, sagde han dengang.

Vil have spilleglæden tilbage

Tilbage til fodbolden og ham det hele handler om. Pione Sisto.

I den bedste spanske fodboldrække nåede han at trække den lyseblå Celta Vigo-trøje over hovedet mere end 100 gange for klubben i det nordvestlige Spanien.

Pione Sisto har været inde og ude af Celta Vigo-holdet i de fire år, han nåede i klubben.

Nu er han retur på den jyske hede, hvor han startede sin fodboldkarriere, og det er først og fremmest for at glæden tilbage for spillet. Det fortæller han til TV 2 SPORT.

- Jeg er her for at gøre mig selv glad. Jeg fik en lærestreg i forhold til den del (i Celta Vigo, red.). Det er ikke fansene, det er ikke familien, det er ikke mine bedste venner. Det er mit ansvar at være glad, og det er den mentalitet, jeg vil gå efter, siger han.

Med det henviser Pione Sisto til en turbulent sæson i det spanske, hvor han trak overskrifter, da han foretog en køretur på 3000 kilometer fra Spanien til Danmark tilbage i marts, mens coronapandemien rasede. Han kom siden retur til klubben og modtog en bøde for sin handling.

I de seneste år har Pione Sisto også måttet kæmpe med sin psykologiske tilstand.

Under VM-slutrunden i 2018 i Rusland var Pione Sisto ramt af en depression. Det har han siden fortalt til Politiken.

Men klichéen "what doesn't kill you, makes you stronger" er lige nøjagtig, hvad Pione Sisto har tænkt sig at bruge nedturene til.

- Jeg har udviklet mig. Hvis ikke jeg havde udviklet mig, så er jeg jo dum. Jeg skal opleve smerte, for smerte er den bedste måde at udvikle sig på. Man udvikler sig ikke, når tingene er lette. De ting, jeg har været igennem, har gjort mig til den spiller, jeg er, siger han.

Bringer kvalitet og erfaring med sig

FC Midtjyllands forsvarskrumtap og anfører, Erik Sviatchenko, er meget begejstret over tilgangen af den 25-årige kantspiller.

Klubben skal i denne sæson forsøge at spille sig videre i Champions League-kvalifikationen, når de er klar til tredje runde mod de schweiziske mestre, Young Boys.

Og her kan Pione Sisto vise sig at blive en stor gevinst.

- Det er en dejlig nyhed. Fantastisk kvalitetsspiller at få ind i truppen. Det vil gavne os meget i Europa at få en spiller med så meget international erfaring. Sidst han var her, viste han jo, hvad han er lavet af, sagde Erik Sviatchenko til TV 2 SPORT.

Pione Sisto har skrevet under på en kontrakt, der løber frem til 2024 med FC Midtjylland. Første gang han kan komme i aktion for klubben er 11. september, når klubben fra heden skal til Sønderjylland og jagte tre point mod SønderjyskE.

Pione Sisto er tilbage i FC Midtjylland på MCH Arena i Herning, mandag den 7. september 2020.