Fodbold

Delaney med 'god fornemmelse': - Positivt at spille op med England

Thomas Delaney er godt tilfreds med præstationen mod England.

Kasper Hjulmand fik sit første point som dansk landstræner, da landsholdet tirsdag aften spillede 0-0 med England i Parken.

En kamp, hvor danskerne gav de engelske stjerner god modstand og havde et par fine muligheder for at få scoret.

Derfor var midtbanespilleren Thomas Delanay da også ganske godt tilfreds med indsatsen.

- Jeg har egentlig en god fornemmelse langt hen ad vejen, fortalte Thomas Delaney til Kanal 5 efter opgøret.

- Tag det sidste minut ud, så kreerer vi det meste. Selvom de selvfølgelig har den største chance.

Harry Kane kunne have sikret engelsk sejr

Den store chance endte hos den normalt altid farlige Harry Kane, der fangede Kasper Schmeichel på mellemhånd kort før tid.

Mathias 'Zanka' Jørgensen nåede dog lige akkurat tilbage og fik ekspederet bolden væk på stregen.

Dermed kan det danske landshold glæde sig over en smule oprejsning, efter lørdagens nederlag på 2-0 til Belgien.

- Vi skal arbejde på den sidste tredjedel og skabe mere flow. Men det er positivt at spille sådan op med England, lød det ligeledes fra Thomas Delaney.

Næste kamp for det danske landshold er i oktober, hvor Færøerne og Island venter i to kampe.