Fodbold

Engelske stjerner undskylder brud på coronaregler inden Danmark-kamp

Mason Greenwood og Phil Foden er røget ud af den engelske landsholdstrup.  Carl Recine / Ritzau Scanpix

Phil Foden og Mason Greenwood undskylder nu for deres opførsel, der kostede dem begge en plads i truppen mod Danmark.

Mason Greenwood og Phil Foden skulle tirsdag aften have været til landskamp i Parken mod Danmark.

De to engelske landsholdsspillere blev dog i stedet smidt hjem fra den engelske trup mandag efter et brud på coronarestriktionerne.

Ifølge den islandske avis DV skulle de to unge spillere fra henholdsvis Manchester United og Manchester City have haft kvindebesøg på deres hotelværelse efter 1-0-sejren på Vulkanøen lørdag.

Nu undskylder de to stortalenter begge for deres opførsel.

- Efter at have reflekteret over det hele kan jeg kun sige undskyld til alle for den forlegenhed, jeg har skabt, udtaler Greenwood på Manchester Uniteds hjemmeside.

Phil Foden har udsendt sin undskyldning på det sociale medie Twitter.

- Jeg er en ung spiller med meget at lære. Jeg har et stort ansvar overfor Manchester City og England. Jeg vil give en stor undskyldning, lyder det blandt andet.

- Jeg lærer en værdifuld lektie fra denne fejl. Jeg ønsker landstræner Gareth Southgate og resten af holdet held og lykke.

Debut mod Island

For både 20-årige Phil Foden og 19-årige Mason Greenwood vil turen til Island aldrig blive glemt. Selv hvis de havde overholdt reglerne.

Begge spillere fik nemlig deres debut for det engelske landshold i kampen mod Island, der i øvrigt blev vundet med 1-0.

Nu er spørgsmålet så, hvornår de to unger profiler får deres næste landskamp?

Landstræner Gareth Southgate er i under alle omstændigheder ikke imponeret over Manchester-duoen.

- De (Mason Greenwood og Phil Foden, red.) har været naive, og vi har håndteret det på en passende måde, udtalte siger Gareth Southgate i kølvandet på hjemsendelsen.

- Jeg genkender deres alder, men hele verden kæmper med en pandemi, og der er et ansvar, som alle, uanset alder, skal leve op til. Vi undervurderer ikke vigtigheden af at holde den boble, som vi har.