Fodbold

Ny sejr sender Belgien alene til tops i Danmarks gruppe

Michy Batshuayi scorede 2 mål i 5-1-sejren mod Island Francois Lenoir / Ritzau Scanpix

Belgien fulgte op på lørdagens sejr over Danmark ved at slå Island med hele 5-1.

Belgien har fået en optimal start på denne udgave af Nations League.

Tirsdag tog landet, der er nummer et på Fifas verdensrangliste, sin anden sejr, da Island i Bruxelles blev kørt over med 5-1.

Sejren sender efter Englands pointdeling med Danmark belgierne alene på førstepladsen i niveau A's gruppe 2 med maksimumpoint.

Island ligger sidst.

Hurtig islandsk føring

Tirsdagens kamp fik en eksplosiv start. Holmbert Aron Fridjonsson sendte Island i front med et bizart mål efter ti minutter.

Aalesund-angriberen sparkede på kassen fra kanten af feltet. Bolden ramte Jason Denayer, der lørdag scorede mod Danmark, og tog en stor bue over en måbende Simon Mignolet, der forgæves prøvede at nå tilbage på stregen for at bokse den væk.

Belgierne svarede dog hurtigt igen og satte sig på kampen.

Et par minutter senere skovlede Axel Witsel en returbold efter et frispark over stregen. Lidt efter gjorde Michy Batshuayi noget lignende, da den islandske keeper parerede et skud ud i fødderne på Chelsea-angriberen, der sikkert scorede til 2-1.

Island havde ikke meget at byde på offensivt og overlod initiativet til Belgien, der var klart mest på bolden. Fem minutter inde i anden halvleg blev det så 3-1 efter et mål af Napoli-stjernen Dries Mertens, der efter et hjørnespark prikkede bolden i mål.

Michy Batshuayi scorede til 4-1 efter en lignende opskrift med cirka 20 minutter tilbage. Jeremy Doku lukkede endegyldigt kampen med sin scoring til 5-1 ti minutter før tid.