Toft gør status: Det lærte vi af Hjulmands første landskampe

16x9
Kasper Hjulmand har stået i spidsen for det danske landshold i to kampe: 0-2 mod Belgien og 0-0 mod England. Foto: Lars Møller / Ritzau Scanpix

TV 2 SPORTs fodboldkommentator Flemming Toft ser tilbage på Kasper Hjulmands første kampe som dansk landstræner.

Så er projekt Hjulmand kørende. To kampe mod to stærke nationer - et point. Det er vigtigt for moralen, for selv om et landshold og dets træner bliver bedømt på resultaterne, så blev der lagt lidt låg på en eventuel tvivl fra sidelinjen og holdets indre med det uafgjorte resultat mod England.

Hareide-tiden har naturligt nok hængt i luften over Helsingør og Parken de seneste dage. Spillerne har understreget deres begejstring for nordmanden og deres fælles resultater. De er professionelle nok til at forholde sig til “nye tider”, men det er ikke ensbetydende med, at man bare gør det. På den baggrund var det vigtigt, at de to indledende kampe under den nye træner ikke begge blev tabt. 0-2 mod Belgien og 0-0 mod England.

Den svære kunst

Kasper Hjulmand har haft lang tid i fodboldlaboratoriet, men kort tid til at implementere sine mange ideer på forsøgskaninerne. Han har været tvunget til den svære kunst at dosere rigtigt på de få træningsdage, så bivirkningerne kunne ses.

Og det kunne de. Presspillet blev fra lørdag (Belgien) til tirsdag (England) mere balanceret efter omstændigheder og situationer, så presset kom mere rigtigt og ikke bare massivt. Det bliver helt sikkert et varemærke for Hjulmands landshold.

Defensiven gjorde det fornuftigt mod belgierne og bedre mod englænderne, der ikke kom til åbne chancer bortset fra den, Harry Kane fik i overtiden efter Kasper Schmeichels vilde tur i feltet. Vi fik set tre i det centrale forsvar på toppen i de to kampe: Simon Kjær, Andreas Christensen og Mathias Zanka Jørgensen - og yderligere byder Joachim Andersen og Jannik Vestergaard sig til.

Backpladserne synes at have fået et lift med Daniel Wass til højre og Robert Skov til venstre. Skov er stadig ny i klassen på sin position, og den diagonale vej er lang fra højre kant til venstre back. Han har meget at se til i forhold til jobbeskrivelsen, og derfor har Hjulmand i de to kampe ikke fået nok offensivt ud af sin nye satsning. Men der var fremgang at spore i de to kampe.

Robert Skov og Daniel Wass er startet inde i Kasper Hjulmands første kampe som landstræner.
Robert Skov og Daniel Wass er startet inde i Kasper Hjulmands første kampe som landstræner. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Og så er det en yderligere styrke, at både Wass og Skov passer godt til kanterne i et tremandsforsvar, som Hjulmand bruger alternativt - vi så det mod slutningen af begge kampe rundt om weekenden.

Nørgaard bliver fremtidens mand

Midtbanen skal balanceres alt efter, hvor meget spilletid der bliver til Thomas Delaney i Dortmund og Pierre-Emile Højbjerg i Tottenham. Christian Nørgaard kom ind med en sjælden flot debut mod England og bliver mere end et alternativ på sigt.

Der skal også skabes endnu mere plads til Christian Eriksens fodboldkløgt og kvaliteter, og løsningerne til det ligger som noget af det forreste i Hjulmands opgavehæfte. Men det kræver også, at landsholdets 10'er får spilletid og fodboldmæssig tryghed tilbage i Inter.

Vi forventer os meget - måske for meget - af Eriksen. Hver eneste gang. Men det er der en grund til: Han er selv ude om det. Han har så tit serveret bolde i topklasse, at vi kender hans kunnen og hans betydning. Det kan komme som et strejf og være afgørende. For eksempel vendingen overfor en busende Dyer mod England, inden han serverede en oplagt målchance til Dolberg. En enkelt detalje, der kan være afgørende.

Nye navne banker på

De to kampe har vist, at offensiven har givet anledning til rynker. Der blev intet skabt mod Belgien, og de få - men store - chancer mod England fik ikke ændret nullet på tavlen. Dolberg kan meget med bolden, men på landsholdet mangler målene. Andreas Cornelius er en helt anden type, men han skal prøves.

Kanterne har ikke levet op til Hjulmands tillid. De har været for lidt på og med bolden. Sideskiftene mod England gav lidt mere generel dynamik, men Yussuf Poulsen og Martin Braithwaite bliver sjældent fastholdt i deres spil. Der er ingen tvivl om, at Hjulmand kigger sig omkring - Andreas Skov Olsen synes snublende tæt på en landsholdsdebut næste gang, der kaldes til samling.

Og der er andre muligheder, også i andre roller. Jeg er overbevist om, at Kasper Hjulmand hen over efteråret, der tæller yderligere seks kampe, vil lægge på - taktisk og på rollelisten. Vi vil løbende se nye navne, så Hareide-fundamentet langsomt bliver med tydeligere Hjulmand udtryk.

Al begyndelse er som bekendt ikke lige let. Navnlig ikke når tilpasningstiden er kort. Fodboldens nørderi kræver tid at forklare og realisere. Så meget tid tager det ikke at bedømme. Derfor var blot et enkelt point brugbart som en slags kritikkens mundbind efter de to kampe i den tilskuertomme nationalarena.

Tilskuerpladserne stod næsten tomme på grund af den nye coronavirus. En del nemlig pyntet med røde og hvide flag.
Tilskuerpladserne stod næsten tomme på grund af den nye coronavirus. En del nemlig pyntet med røde og hvide flag. Foto: John Sibley / Ritzau Scanpix