Fodbold

Tofts karakterbog: Vi så virkelig en fremtidens mand

Flemming Toft giver karakterer til det danske landshold efter kampen mod Belgien.

Moralsk opmuntrende med uafgjort. Men der mangler noget afgørende - målene.

De kom heller ikke her, trods mulighederne. Men vi fik flere dryp fra Hjulmands kasse. Og det ligger fast, at presspillet bliver landsholdets tatovering. Også selvom vi ikke så det helt så intensivt som i lørdags.

Danmark burde - og kunne - have vundet, for chancerne var danske. Kasper Dolberg med to store og Eriksen med en, han normalt har styr på. Og Simon Kjær havde muligheden med hovedet til sidst.

Opmuntringer var der bestemt. Ikke mindst fra debutanten Christian Nørgaard. Defensiven fungerede og holdt englænderne fra åbne chancer.

Det havde givet en selvfølgelig kritik med to indledende nederlag for den nye landstræner, nu er der lidt mere ro på. Selvom de udeblevne scoringer kan give midlertidige panderynker.

Karaktererne for de danske spillere

Karakterskalen
  1. 6Høj klasse
  2. 5Klasse
  3. 4Over middel
  4. 3Middel
  5. 2Under middel
  6. 1Ikke så godt
  7. 0Dumpet
  8. UBUden for bedømmelse
  • Kasper Schmeichel

    Anfører i Simon Kjærs fravær. Indledte med lidt fodfejl. Men tog sig så af det, der kom. Og mundtøjet gav genlyd i Parken, når han dirigerede. Schmeichel sluttede også med en “fodfejl”, da han forvildede sig ud i feltet og gav Harry Kane en scoringsmulighed for tomt mål. Men Zanka reddede ham på stregen.

    3
  • Daniel Wass

    Det var bedre end sidst. Fordi Wass på mange måder er en klog spiller. Så han håndterede Sterling ganske godt. Han gav mere i offensiven. Der bliver kamp om startpladsen med Jens Stryger.  

    4
  • Simon Kjær

    Nåede ikke at gøre sig bemærket til en karakter. 

    UB
  • Andreas Christensen

    God på bolden, et par gode lange afleveringer. Pænt med i hovedspillet i duellerne med Kane. Og så hans evne til at placere sig rigtigt. Duoen i midten holdt englænderne i skak.

    5
  • Mathias 'Zanka' Jørgensen

    Spillede i stedet for Kjær, men rolig i indgreb og slap stort set af med bolden ganske godt. Han må have spilletid i det tyrkiske for at holde niveau. Ellers må han skifte.

    5
  • Robert Skov

    Der skal mange spilleminutter til for Skov på den nye venstre back-plads. Det kniber med placeringerne i det defensive, men det her var bedre end sidst, og det skal med, at det er helt nyt. Jobbeskrivelsen kræver tid. Hoffenheim må udvikle ham videre på den plads. 

    2
  • Thomas Delaney

    Det store arbejde er hans varemærke. Tilgengæld kom Delaney for ofte på mellemhånd i det, der skulle have været dueller. 

    2
  • Pierre-Emile Højbjerg

    Nåede ikke at gøre sig bemærket til en karakter. 

    UB
  • Christian Nørgaard

    Jeg har sjældent set så afklaret en debutant. Pænt rolig. Stort set uden fejl før pausen efter lidt småting i starten. Placeringsstærk som midtbanens balancespiller - og også igangsætter. 70 pæne minutter, indtil han tabte pusten. Pierre-Emile ind i stedet.

    4
  • Christian Eriksen

    Langt mere Eriksen i denne kamp end i lørdags. De holdt mere end øje med ham, de englændere (Kalvin Philips). Men han placerede sig fornuftigt, fandt frirummene - især når kanterne blandede sig på midten. Og så lavede han en klasse vending, der skabte en Dolberg-chance. Alene den slags er Eriksen og fodbolden værdigt. Men han må meget gerne være endnu mere på bolden. Og så sluttede han med en sjælden afbrænder.

    4
  • Rasmus Falk

    Nåede ikke at gøre sig bemærket til en karakter.

    UB
  • Yussuf Poulsen

    Hans plus var de skiftende positioner, der gav en vis vildrede i det engelske forsvar. Ikke så heldig på bolden, men et løft fra i lørdags med sin pågåenhed.

    2
  • Martin Braithwaite

    God detalje omkring den halve time. Tæmning og venstrebenshug lige forbi. God detalje. Og i det hele taget meget mere end bare hurtigt løberi. Og så fint med skiftene til højre siden. Bedre på bolden end i lørdags.

    3
  • Kasper Dolberg

    God tur midt i 1. halvleg. Et par driblinger og god afslutning. Intens i presspillet. Bedre til at søge bolden end i fredags og derfor mere på den. Fin afslutning på Eriksens dybe aflevering. Blev lidt væk efter pausen. Udskiftet med Rasmus Falk, det betød Yussuf Poulsen i midten og Braithwaite på højre kant.

    3
  • Kasper Hjulmand

    AC Milan bad ham skåne Simon Kjær. Så gav han Zanka chancen. Pierre-Emile Højbjerg blev ofret for Christian Nørgaard. Det sidste var en gevinst, og vi så virkelig en fremtidens mand. Men de yderligere dryp fra Hjulmands store intentions-pakke var der. Der skal mere tid til at implementere det mere fuldendt, men det her var et yderligere skridt på vejen. Presspillet med stor intensitet er den tatovering, landsholdet skal vise frem. Det lykkedes (i den første time). Og Hjulmand sluttede med tre-mands forsvaret (Kjær ind), som han gjorde mod Belgien. Hans alternativ. Et minus (som mod Belgien) - udskiftningerne kaldte på sig tidligere end de kom.

    4