Fodbold

Liverpool vinder syvmålsdrama mod oprykker

Liverpool vandt lørdag aften 4-3 over oprykkerne fra Leeds  Phil Noble / Ritzau Scanpix

Oprykkeren Leeds udlignede tre gange mod Liverpool, men mesterholdet vandt alligevel på sent sejrsmål.

I 16 år har traditionsklubben Leeds været fraværende i Premier League, men da klubben lørdag fik comeback i ligaen, var det med en kamp, der vil blive husket længe.

I en festforestilling mod den forsvarende mester, Liverpool, måtte Leeds dog på et sent mål se sig slået 3-4 på Anfield.

Spektakulære mål, store chancer og generelt besnærende spil prægede kampen, men med til historien hører dog også, at flere af Liverpools støtter i forsvaret begik fejl, som man sjældent så i sidste sæson.

At Leeds-forsvaret også havde det svært var mere efter bogen. Oprykkerens defensiv blev testet fra første færd.

Salah fortsætter god stime

Mohamed Salah har været Liverpools ligatopscorer i de seneste tre sæsoner, og han skulle bare bruge tre minutter af den nye sæson på at stikke samme kurs ud.

Først fremtvang han et straffespark ved at sparke bolden op på en Leeds-arm, og sekunder senere udnyttede han det sikkert ved at hamre bolden op i nettaget midt i målet til 1-0.

En mareridtsstart for Leeds, men holdet skulle snart rejse sig. Eller rettere sørgede Jack Harrison egenhændigt for det med en sublim udligning efter 11 minutter.

Helt ude i venstre side tæmmede han en lang aflevering i luften, og inden bolden ramte jorden, tog han et smart træk, der overrumplede Trent Alexander-Arnold, en af verdens bedste backs. Derefter skar Harrison yderligere ind i banen, afdriblede en modstandere mere, inden han udplacerede Alisson Becker i målet.

Så strammede Liverpool grebet. Først blev en Liverpool-scoring annulleret for offside, og efter 20 minutter blev det så 2-1, da Virgil van Dijk headede en hjørnesparksbold i mål.

Efter en halv time sløsede samme Van Dijk så foran eget felt og forærede bolden til Patrick Bamford, der takkede og udlignede til 2-2, men igen reagerede Liverpool som et mesterhold.

Tre minutter senere dumpede bolden ned foran Salah, der med kort aftræk hamrede den op i hjørnet til 3-2.

Chancerig anden halvlev

Anden halvleg blev ikke lige så målrig, men der var stadig rigt med chancer i begge ender, og det blev Leeds, der udlignede til 3-3 midtvejs. Mateusz Klich løftede bolden op til sig selv i feltet og kanonerede den i mål til ny udligning.

Leeds var endda tæt på at komme foran med et nærgående frispark, men i slutfasen pressede Liverpool på for sejrsmålet. Det resulterede tre minutter før tid i et straffespark, som Salah udnyttede stensikkert, og ved at fuldende sit hattrick vandt Liverpool 4-3.

Det kunne Leeds ikke svare tilbage på, men klubben fik vist sig fra en meget charmerende side, der lover godt for sæsonen.