Fodbold

Skadet dansker udgår i Brentfords sløje sæsonåbning

Brentford-manager Thomas Frank fik en skidt start på sæsonen med en skade til danske Mathias Jensen. (Arkivfoto) Matthew Childs / Ritzau Scanpix

Brentford tabte 0-1 ude til Birmingham. Mathias Jensen blev skadet efter tre minutters spil.

Brentford og i særdeleshed danske Mathias Jensen har fået en kedelig start på sæsonen.

Den danske midtbanespiller blev skadet og måtte lade sig udskifte efter syv minutters spil af lørdagens udekamp mod Birmingham, som vandt 1-0.

Det er kun lidt over en måned siden, at Brentford endte med at tabe playoff-finalen om en Premier League-billet til Fulham, og lørdagens nederlag var en ny spand vand i hovedet på Thomas Frank og co.

Den danske cheftræner havde smidt tre landsmænd i startopstillingen, men en af dem var kun kortvarigt med.

Ren tackling

Allerede i kampens tredje minut gik Mathias Jensen i græsset. Tacklingen på ham var ren, men danskeren endte med at sparke sig selv på foden og led tydeligt af smerter.

Han kom op at stå igen, men da han få minutter efter ikke kunne løbe smerten væk, satte han sig ned, før han blev udskiftet. I stedet kom en anden dansker, Emiliano Marcondes, på banen. Han blev skiftet ud igen i slutfasen af kampen.

Sammen med Henrik Dalsgaard og Christian Nørgaard kunne Marcondes ikke forhindre Birmingham i at tage føringen kort før pausen. Her scorede franskmanden Jeremie Bela.

Hjemmeholdet havde danske Kristian Pedersen med som venstre back i hele kampen. Han var med til at sørge for, at et til tider tungt Brentford-pres ikke udmøntede sig i mål.

Brentford var ellers tæt på og havde blandt andet et nærgående forsøg, da Sergi Canos ramte overliggeren på et saksespark i anden halvleg.

Landsholdsspilleren Christian Nørgaard kom også en tur i dommerens sorte bog, da han fik et gult kort efter en brydekamp tidligt i anden halvleg.