Fodbold

Everton straffer Tottenham i trist Højbjerg-debut

Pierre-Emile Højbjerg debuterede for Tottenham med en plads i startopstillingen. Adam Davy / Pool / Ritzau Scanpix

Pierre-Emile Højbjerg fik en kedelig debut for Tottenham, som hjemme indledte sæsonen med 0-1 mod Everton.

Pierre-Emile Højbjerg skiftede før sæsonen fra Southampton til Tottenham, og søndag skulle danskeren så levere varen i sin debut.

Sæsonåbneren hjemme mod Everton blev dog mest et bidrag til glemmebogen for Højbjerg.

En hovedstødsscoring af Dominic Calvert-Lewin i anden halvleg betød således, at Tottenham tabte 0-1 og dermed fik en skidt indledning på sæsonen i Premier League.

Bedre gik det for Kasper Schmeichel og Leicester, der slog West Bromwich Albion 3-0 i den sene premiererunde, der skyldes coronapausen.

Højbjerg var med fra start på Tottenhams midtbane, og cheftræner José Mourinho gav også debut til Matt Doherty, der er hentet i Wolverhampton til positionen som højre back.

Everton har også investeret i nye spillere inden sæsonen, og der var debut til stjernen James Rodríguez samt til Allan og Abdoulaye Doucouré.

Everton og Rodríguez virkede i hopla, og colombianeren forsøgte sig ti minutter før pausen fra distancen uden held, mens Højbjerg måtte løbe meget på konstant boldjagt i kampen.

Forinden forsøget fra Rodríguez burde Richarlison have bragt gæsterne foran, mens Tottenhams bedste chance tilfaldt Dele Alli, der efter en hurtig omstilling fik sit forsøg reddet af Everton-målmand Jordan Pickford.

Tottenham overtog mere af spillet i slutfasen, og debutanten Doherty fik et stort tilbud, men ireren misbrugte, og stillingen var 0-0 ved pausen.

Everton lagde igen stærkest ud efter pausen, hvor Højbjerg var tæt på at forære en mulighed væk efter en dårlig tæmning af bolden.

Kort efter knaldede Dominic Calvert-Lewin så Everton på 1-0 efter et fremragende hovedstød, hvor han nåede øverst på et indlæg fra Lucas Digne.

Tottenham formåede ikke at blive farlige i jagten på et mål, og Højbjerg modtog en advarsel for et groft frispark fem minutter før tid.

Kasper Schmeichel og Leicester kom noget bedre i gang med sæsonen, da klubben ude vandt 3-0 over oprykkeren West Bromwich Albion.

Timothy Castagne bragte Leicester foran 1-0 efter lidt under en time, og Jamie Vardy sørgede med to scoringer på to straffespark for både 2-0 og 3-0 i løbet af det sidste kvarter.