Fodbold

Braithwaite skadet en uge inden sæsonstart

Martin Braithwaite er blevet skadet for FC Barcelona. Albert Gea / Ritzau Scanpix

Den danske landsholdsangriber er tvivlsom til Barcelonas sæsonstart i næste uge, da han blev skadet under en træning.

Martin Braithwaite har ikke fået den bedste optakt til den nye LaLiga-sæson.

Den 29-årige angriber er nemlig blevet skadet under en træning og er nu tvivlsom til FC Barcelonas første LaLiga-kamp i sæsonen, der er imod Villareal søndag den 27. september.

Det catalanske storhold spillede træningskamp mod Elche lørdag, men Braithwaite kom ikke på banen. I stedet trænede han med de ubenyttede spillere efter kampen, og det var her, han fik en skade i sin forreste muskel i sit venstre lår.

- Vi har foretaget tests denne søndag, og de bekræfter, at der er en skade. Den kommende tid vil vise, om han bliver klar til kampen, skriver Barcelona på sin hjemmeside.

Den danske angriber har dog fået vist sig frem inden skaden, da han deltog i træningskampene mod Nàstic og Girona, der begge blev spillet på Johan Cruyff Stadium.

Han spillede hele anden halvleg mod Nàstic, hvor han erstattede Lionel Messi, imens han fik en halv time mod Girona.

Forventer at blive i Barcelona

Med skaden lider Braithwaites chancer om for alvor at spille sig ind på Barcelona-holdet et lille knæk.

Der har nemlig været skrevet meget om danskerens fremtid, men han regner med, at han selv fortsat spiller i Barcelona, når transfervinduet lukker 5. oktober.

- Jeg forventer at skulle være en del af holdet i den nye sæson. Når man spiller i Barcelona, vil der altid opstå rygter omkring dig, men det har der været omkring alle spillere i Barcelona den her sommer.

- Jeg ved ikke, om der kommer til at ske noget for mig, for der kan altid ske noget i fodbold, men det er ikke noget, jeg tænker over. Jeg tænker på sæsonen foran os. Jeg er sulten efter at vinde en titel, for det har vi ikke gjort, efter jeg er kommet til, har Braithwaite tidligere sagt til Ritzau.

Du kan se Barcelonas kamp mod Villareal på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY søndag den 27. september.