Fodbold

Den danske playboy var boldkunstner og skørtejæger

I denne weekend lægger Serie A fra land. For 70 år siden kom en dansker forbi med en playboy attitude, der stadig snakkes om i støvlelandet.

Han koger indvendigt. Helvedet er løs i omklædningsrummet. Han har spillet en rigtig god kamp. En af de sjældne efterhånden. Men her havde han ramt den. De havde været i kontrol. Foran 1-0 hjemme i hovedstaden mod Inter. Og så en fejl af hans gode ven Moro i målet. Væk var sejren.

Nu gik bølgerne højt i Roma-lejren. Som de kan, når det syditalienske temperament nærmer sig kogepunktet. Og tilsat en anelse skandinavisk galskab i form af en egensindig boldekvilibrist, der ikke havde det med at stikke hovedet i busken – nærmere tværtimod – så var det en sprængfarlig cocktail.

- Bronée var på sine store dage den bedste af dem alle. Men umulig at disciplinere, skrev Knud Lundberg i sit store værk Dansk Fodbold om ekvilibristen.

For det er netop Helge Bronée, det drejer sig om, og han er få sekunder fra at tage en beslutning om at se stort på formaliteterne, som så ofte før. Og endnu en gang havde det konsekvenser for hans karriere.

Danskeren har fået nok. Han tager sin sko op fra gulvet og sender den i arrigskab mod kaptajnen Arcadio Venturi. Når anføreren sidenhen gengiver episoden, er det med et grin som følgesvend. Der var ikke meget at grine af den dag i oktober i 1953.

Venturi dukker sig. Undgår den fornedrelse, det er at blive ramt af Bronées sko. Problemet er bare, at den i stedet for rammer Roma-lederen Sandro Campilli.

Herfra er det kontant afregning. Romas danske stjerne og levemand blev forvist fra holdet, indtil en undskyldning kunne komme over danskerens læber.

Men den slags beklagelser var ikke en del af Bronées italienske ordforråd. I stedet mente den kække dansker, at det var Roma, der skyldte ham en undskyldning. Og da den aldrig kom - beklagelsen - hverken den ene eller den anden vej, så var det uundgåeligt.

På den måde sluttede Helge Bronées ophold hos AS Roma i den italienske hovedstad.

En rigtig levemand

Måske ikke så overraskende, for det offensive danske es var noget ud over det sædvanlige. Det stod allerede klart, da han spillede under de hjemlige himmelstrøg.

Han havde allerede ry mere som en levemand end en sportsmand, før hans udlandseventyr for alvor tog fart.

Selvom han blev ligatopscorer i den danske 1. division for ØB med 21 mål i 1947, så var det ikke udelukkende interesse for spillet på græsset, der fyldte ham..

Topscorertitlen banede vejen til fremmede græsmarker. Levemandstitlen gjorde ham til en anarkist, der var svær at styre – selv på den helt store scene.

- Han var ikke seriøs nok. Når vi skulle spille kampe for ØB, skete det eksempelvis, at han kom direkte fra en danserestaurant, hvor han havde været hele natten.

Sådan fortæller den senere Juventus-stjerne Carl-Aage Præst om holdkammeraten fra Fælledparken Helge Bronée. Den danske playboy, der for præcis 70 år siden satte sine støvler i den italienske Serie A for første gang. Spillede i seks sæsoner i Støvlelandet og driblede hjem igen med flere kontroverser og damebekendtskaber i sit kølvand.

Men hele tiden med en magisk evne på banen, der stadig får fodboldelskere i Palermo og Rom til at blive tomme i blikket, når talen falder på den gale dansker med de blændende blå øjne.

- Han var en boldkunstner i verdensformat. Og kreativ som få. En af de sjældne, som ikke bare kan læse spillet og udnytte situationerne, men også skabe dem selv, skrev landsholdskammeraten Knud Lundberg om Bronées evner på grønsværen.

OL-holdet brød barrieren

Manden, der var født på Lolland, blev en del af en dansk invasion i den fodboldgale sydeuropæiske nation, der kom i kølvandet på OL i London i 1948. Her slog de danske amatører et stærkt italiensk mandskab med 5-3 i kvartfinalen. John Hansen, der blev købt af Juventus og endte som topscorer i Serie A, bankede fire mål ind i sensationen på Highbury.

OL London 1948. Fodboldlandsholdet, der vandt bronze.

Det åbnede sluserne. 15 danske spillere skiftede i årene 1948-52 til Serie A. Langt de fleste var fra OL-holdet fra 48, der i sidste ende tog sig af bronzemedaljerne.

Men ikke Helge Bronée. Han sad hjemme under OL – eller højest sandsynligt på en danserestaurant. Fire kampe i rødt og hvidt blev det til i en tid, hvor DBU ikke ville lade landsholdsdragten tilsmudse af professionelle og deres jagt på penge. Landsholdet var for glade amatører, der ikke jagtede ussel mammon med det moralske fordærv, der fulgte med i kølvandet.

Det var dog ikke, fordi den danske charmetrold ikke havde evner på banen. Han ville bare ikke ligge under for noget.

Han kunne dog fortrylle et stadion. Og det var rygterne om den kreative dansker, der gjorde, at Palermos præsident Lanza di Trabia ville have den danske boldkunstner til Sicilien i 1950. Dengang spillede den 28-årige danske forward i Frankrig for Nancy. Men di Trabia hungrede efter en spiller, der kunne underholde i en grad, så folk ville strømme til stadion. Og det kunne Bronée.

Og danskeren vidste, han kunne noget særligt. Og han så det som sin mission at levere på et særligt kunstnerisk niveau. Når det altså ikke lige kom på tværs af hans levevis uden for banen.

Krævede kamp aflyst

Bronée kickstartede sit ry som en mand, der levede for mere end fodbolden, med det samme han tiltrådte på Sicilien.

Da han ankom til spillerhotellet, støvsugede han alle værelser for bøjler, så han kunne hænge sine 10 jakkesæt og 50 slips op. For når han skulle iføre sig dem, så skulle det være uden en enkelt lille krusning eller rynke i stoffet. Man skulle jo gerne tage sig godt ud på natklubberne og restauranterne, når han kørte rundt i sin sportsvogn.

Historien går også om en kamp i Italien, hvor en syndflod af et regnvejr nærmest umuliggjorde teknisk spil langs græsset.

- Jeg er kunstner. Det her vejr forhindrer mig i at udøve min kunst, som tilskuerne har betalt for at se. Aflys kampen, skulle Bronée angiveligt have sagt til kampens dommer.

Men det kunne være svært at se den blonde dansker udøve sin kunst, når den ubarmhjertige syditalienske sol bankede ned over grønsværen. Så var det ikke ualmindeligt at se Helge Bronée trække over i skyggesiden af banen og ikke forlade den, før kampen var slut.

Det ændrede dog ikke ved, at de elskede danskeren i Palermo.

Så meget, at der går en historie om, at han var på en sviretur med tre danske sømand i havnebyen Palermo. Her blev de i et havnekvarter med letlevende damer passet op af en gruppe mafioso-typer, der hurtigt fik lettet den danske kvartet for deres ure og pengepunge.

Kort tid efter vendte skurkene dog tilbage. Undskyldte for, at de ikke havde genkendt den elegante dansker i mørket og afleverede tyvekosterne tilbage til de retmæssige ejermænd.

Men mest af alt var Helge Bronée en mand, der gik sine egne veje, og som ikke lod sig udstikke ordrer af koleriske trænere.

Selvmål i protest

I Palermo røg han for alvor i unåde hos Gipo Viani.

I et opgør havde Palermo et ekstremt defensivt udgangspunkt, hvor historien, der fortælles på Sicilien, går på, at sicilianerne trak alle mand hjem i forsvaret. Undtagen den danske stjerne, der lå isoleret på toppen. Helt uden at få bolde at arbejde med og uden at være involveret i spillet under de vanskelige arbejdsbetingelser.

Danskeren trak over mod Palermo-bænken undervejs i kampen for at bede om en mere lempelig taktik, men Viani eksploderede:

- Jeg er træneren. Følg mine ordrer. Du bliver betalt for det her, lød det fra Palermo-træneren.

Men den slags skulle man ikke sige til den blonde dansker, der var mere anarkist end loyalist.

Bronée bevægede sig ned i eget forsvar, og da han endelig fik bolden inden for rækkevidde, så sendte han den i eget net i protest mod Vianis defensive taktik.

Efterfølgende kom det til heftige uoverensstemmelser i omklædningsrummet. Men det var ikke den danske stjerne, der forlod Sicilien efterfølgende. Det var Viani, der måtte søge nye græsgange.

Stjerneliv i Rom

To sæsoner blev Helge Bronée på Sicilien, før han tog til la Città Eterna – den evige stad – Rom.

AS Roma var nyoprykkere i Serie A og var i 1952 den perfekte by for en mand med appetit på livet.

Der var bare et problem. Træneren hos nyoprykkerne hed Gipo Viani.

Men løsningen var ganske simpel – fra Bronées synspunkt. Den danske playboy havde ingen problemer med at sætte sig op mod autoriterne, og meldingen var klar. Det var enten ham eller Viani, der var plads til i den italienske hovedstad.

Og selvom Viani var en af de højest ansete trænere i Italien og lige havde sikret romerne en plads i den bedste italienske række, så blev han smidt på porten, så den danske stjerne kunne trække Giallorossis trøje over hovedet.

Problemet ved AS Roma var bare, at klubben lå i Rom. Et rent slaraffenland for den danske levemand, der elskede at slentre rundt i byen, som den stjerne han var med de italienske tifosis øjne hvilende på ham og med drømmende blikke fra de lokaler signorinaer i hans kølvand.

Der var mange fristelser. Trendy natklubber med tillokkende drinkskort. Og en gang i mellem også med et lille rask slagsmål som en del af det feterede liv som fodboldboheme.

Selv når han var i Danmark, levede han det vilde liv. I den åbne sportsvogn på italienske nummerplader gjorde han de københavnske og nordsjællandske beværtninger usikre.

Og så han stort på de danske fartbegrænsninger og blev stoppet af de lokale håndhævere af færdselsloven, så lod den kække fodboldstjerne bare munden gå på italiensk, så betjenten aldrig fattede, at det var en dansker, der sad bag rattet. Og med den sproglige barriere blev udskrivelsen af en fartbøde droppet.

Men i Rom blev det også tydeligt, at spillet på grønsværen var ude af fokus. Der var længere og længere mellem de danske genistreger, og efter to sæsoner havde Roma ikke længere brug for deres excentriske dansker, der var mere interesseret i natteliv end fysisk træning.

Juventus med tre danske spillere i 1953. John Hansen, Carl Aage Præst og Karl Agge Hansen - året før Bronée kom til.

Overraskende nok blev det Juventus, der sendte bud efter den danske prins, som Helge Bronée blev kaldt.

Men det var ikke en god kombination. Torino-klubben var fra det mere velordnede Norditalien med Fiat-koncernen i ryggen. Her levede man ikke det flamboyante syditalienske liv.

Her var det fokuseret træning. Tydelig taktik. Ikke så mange dikkedarer – og ikke rigtig plads til en spiller, der havde svært ved at indordne sig under de faste rammer.

Han scorede 11 mål for Juve, men det var ingen succes. For Giampiro Boniperti, der var den helt store helt hos de zebrastribede, sørgede ifølge de lokale fortællinger for, at Helge Bronée blev smidt på porten efter en enkelt sæson. Boniperti var angiveligt utilfreds med, at danskeren ikke ville spille bolden til den italienske stjerne, men i stedet ville vise sine egne kunstneriske evner frem.

Derfor sluttede manden, der kaldes for den bedste af en ypperlig generation af danske spillere i Serie A, i den lille Piemonte-klub Novara, der var oprykker. Ansat på en kontrakt, hvor han blev aflønnet for antallet af kampe, han spillede, og mål, han scorede, så sluttede den danske playboy sit italienske dolce vita af med at score 10 mål. Men undgå at Novara rykkede ned igen kunne han ikke.

Fire damer på en uge

I en alder af 34 år vendte han tilbage til mere ydmyge rammer i Rødovre og B93.

Men han havde stadig det stjernestøv over sig, der dryssede fra hans magiske venstreben og fra danseskoene på de italienske jetsat natklubber.

Det fortæller ØB’eren Tommy Lundam i bogen ’Danske gladiatorer i Serie A’, der havde Bronée som træner, efter han var vendt hjem til Danmark.

- Han var en playboy. Skulle næsten have haft en kam i strømpen, når han spillede! Han jagtede damer i fuld offentlighed. Han kunne godt have fire damer på en uge, det generede ham ikke. Han kunne godt drikke en pilsner, men jeg har aldrig set ham fuld eller skabagtig.

Helge Bronée den danske prins og playboy døde i 1999 i en alder af 77 år.

Du kan se hele sæsonen på Serie A på TV 2 SPORT X.

(Artiklen er skrevet på baggrund af artikler på nettet fra italienske og danske hjemmesider. Samt bøgerne 'Dansk fodbold' af Knud Lundberg og 'Danske gladiatorer i Serie A' af Niels Jørgen Larsen)