Fodbold

Messi langer ud efter Barcelonas ledelse: - Suarez fortjener ikke den afsked

Lionel Messi er træt af, at Luis Suarez har fået en kedelig afsked med FC Barcelona. Albert Gea / Ritzau Scanpix

Lionel Messi sender en hilsen til Luis Suarez, der er skiftet fra FC Barcelona til Atléitco Madrid.

Forholdet mellem superstjernen Lionel Messi og ledelsen i FC Barcelona er tilsyneladende rødglødende.

Først afviste Barcelona at sælge Messi, da han bad om at komme væk, og siden har Atlético Madrid fået lov til at købe angriberen Luis Suarez til spotpris. Det har fået Messi til at lange ud efter Barcelonas ledelse, der ifølge anføreren burde have givet Suarez en langt pænere afsked.

- Det bliver mærkeligt at se dig i en anden trøje og endnu mærkeligere at spille imod dig.

- Du fortjente at få en afsked for den, du er: en af de vigtigste spillere i klubbens historie, som opnåede store ting med holdet og individuelt.

- Du fortjente ikke at blive smidt ud på denne måde. Sandheden er, at intet længere kan overraske mig, skriver Messi på Instagram.

Flere er solgt for små beløb

Lionel Messis ønske om at forlade Barcelona kom frem inden starten på den igangværende sæson. Klubben afviste dog og slog fast, at Messis frikøbsklausul skulle indløses, hvis han skulle forlade klubben før kontraktudløb i sommeren 2021.

Sådan har Barcelona ikke haft det med andre spillere. Både Arturo Vidal og Luis Suarez har fået lov til at forlade Barcelona til priser, der ligger langt under deres frikøbsklausuler.

Hele Lionel Messis hilsen til Luis Suarez kan læses her: