FCK henter Ankersen hjem fra Italien

FC København har skrevet kontrakt med Peter Ankersen, der før har været en profil i klubben.

Endnu en tidligere FCK-profil vender hjem til Parken.

Lørdag har vicemestrene præsenteret Peter Ankersen som ny mand i truppen. Det sker kun et år efter, han forlod FC København for at skifte til Genoa i den italienske Serie A.

Peter Ankersen har skrevet under på en fireårig aftale med FCK. Han bliver den fjerde spiller i den nuværende FCK-trup, der er vendt tilbage til København efter at have forladt byens hold.

Pierre Bengtsson, Bryan Oviedo og Ragnar Sigurdsson er ligeledes vendt hjem til FC København. Det samme er manager Ståle Solbakken.

- Peter Ankersen udviklede sig under sit seneste ophold her til en leder på holdet og en spiller, der altid leverede på højt niveau både i kampe og på træningsbanen. Han kender vores måde at spille på, og han stiller høje krav til sig selv om sine omgivelser, siger Ståle Solbakken til klubbens hjemmeside.

Peter Ankersen spillede i FCK fra 2015 til 2019, inklusive en udlejningsperiode fra Red Bull Salzburg. I alt nåede Ankersen at spille 175 kampe for FC København, inden han skiftede til Genoa.

Med skiftet råder FCK nu over tre spillere på højreback.

- Vi er meget glade for at have Peter tilbage i truppen, og så forventer vi, at der bliver en tilpasning på den position inden så længe, siger Ståle Solbakken.

I sidste sæson fik Ankersen spilletid i 19 ud af 38 Serie A-kampe for Genoa. Dermed sad han helt ude i halvdelen af klubbens kampe.

Skifter tidligere end ventet

Peter Ankersen fortæller til FC Københavns hjemmeside, at han hele tiden har vidst, han gerne ville retur til den danske hovedstad. Han havde dog ikke regnet med, at det skulle være lige nu:

- Det er kommet lidt tidligere, end jeg forventede, men det viste sig, at timingen var den rigtige nu for alle parter, og så var der ingen tvivl hos mig. FCK er min klub, og det er her, jeg føler mig hjemme som fodboldspiller, og jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang, siger Peter Ankersen.

Højrebacken overtager sit gamle trøjenummer, 22, fra Marios Oikonomou. Grækeren, der også er skiftet til klubben i dette transfervindue, skal i stedet spille med nummer 26.