Fodbold

Debut hos Beckham: Rasende Higuain brænder straffe og ryger i infight

Den argentinske angriber fik debut for Inter Miami, der er bundhold i Eastern Conference i Major League Soccer. David Beckham er medejer i klubben.

Gonzalo Higuain fik langt fra den debut i den bedste amerikanske fodboldliga, som argentineren havde håbet på.

Den 32-årige angriber tabte natten til mandag dansk tid med sin nye MLS-klub, Inter Miami, med 0-3 til topholdet i Philadelphia Union, og samtidig brændte Higuain et straffespark ved stillingen 0-2.

Efter 77 minutter sparkede angriberen langt over målet på spillets største chance fra 11-meterpletten, hvilket udløste stor jubel blandt flere af Philadelphia Unions spillere foran Higuain.

Det fik temperamentet i kog hos den iltre, argentinske angriber, der efterfølgende endte i klammeri med flere af modstanderne - blandt andet Philadelphia Unions forsvarsspiller Jakob Glesnes og Jose Andres Martinez.

Gonzalo Higuain var oppe at toppes med flere spillere fra Philadelphia Union.
Gonzalo Higuain ærgrer sig over det brændte straffespark efter 77 minutter.

Dommer Elton Garcia måtte holde en tydeligt ophidset og voldsomt gestikulerende Gonzalo Higuain tilbage for at undgå, at spillerne endte i en egentlig konfrontation.

Efter længere tids skærmydsler blev parterne skilt ad, uden det kastede advarsler af sig fra kampens dommer.

Bundhold i MLS

Inter Miamis træner, Diego Alonso, udtalte efter kampen, at han var tilfreds med Higuains præstation i argentinerens debut.

- Han viste, at han er i god form, lød det fra Diego Alonso ifølge BBC, som uddybede:

- Det missede straffespark kan ske for enhver spiller... Vi er tilfredse med hans arbejde.

Philadelphias Anthony Fontana åbnede målscoringen efter 25 minutter, og Ilsinho bragte værterne på 2-0, inden Higuain missede sit straffespark.

Brenden Aaronson gjorde det i kampens døende minutter det til resultatet 3-0 til topholdet Philadelphia Union.

Inter Miami ligger efter 14 kampe på 13.-pladsen i MLS' Eastern Conference, mens Philadelphia er nummer to efter topholdet Columbus Crew.

Forenet med Beckham

Torsdag 17. september blev det offentliggjort, at Gonzalo Higuain efter fire sæsoner var færdig i den italienske storklub Juventus.

Dagen efter offentliggjorde Inter Miami på sin hjemmeside, at den argentinske angriber fremover skulle jagte mål i den bedste amerikanske fodboldrække.

I Miami bliver Higuain forenet med den engelske fodboldlegende David Beckham, der er en del af ejerkredsen i den amerikanske MLS-klub.

I Real Madrid nåede Gonzalo Higuain i 2006/07-sæsonen kortvarigt at spille på hold med David Beckham.