Fodbold

Før CL-brag: Ståle roser FCM

Ståle Solbakken roser ligarivalens defensiv i CL-kvalifikationen før FCM's playoffkamp mod Slavia Prag.

FC Midtjylland kan onsdag aften sikre sig en plads i gruppespillet i Champions League.

Før midtjydernes hjemmekamp mod tjekkiske Slavia Prag får FCM roser med på vejen fra de hjemlige ligarivaler fra FC København.

FCK-manager Ståle Solbakken har ofte været efter midtjyderne, når de ikke har leveret i Europa og hentet de vigtige koefficientpoint hjem til dansk fodbold.

- Det har været flot, det de har lavet indtil nu.

- Det er super vigtigt for dansk fodbold, at så mange hold som muligt går videre, og FCM er allerede videre, siger Ståle Solbakken.

Han henviser til, at FCM i tilfælde af et nederlag er garanteret en plads i Europa League-gruppespillet.

Han ønsker dog ikke at svare på, om han helst ser FCM i Champions League eller Europa League.

Lukker kun få mål ind

Solbakken har ikke set alle midtjydernes europæiske kampe. Han så ikke udekampen mod de tjekkiske mestre fra Slavia Prag, hvor FCM hentede 0-0 og skabte kampens største chancer.

Til gengæld fulgte Ståle Solbakken med fra tv-skærmen, da FCM tidligere i kvalifikationen slog Young Boys, der er regerende mester i Schweiz. Her vandt midtjyderne med 3-0 på eget græs efter en målløs første halvleg.

- FCM er generelt lykkedes med ikke at lukke mål ind.

- Young Boys var vel det bedste hold før pausen i den kamp, men da FCM fik det første mål, selvmålet, så kontrollerede de kampen. Der var ro på, så det var godt lavet, siger FCK-manageren.

Torsdag aften kan Solbakkens eget mandskab gøre FCM selskab i et europæisk gruppespil, hvis det lykkedes FCK at slå kroatiske Rijeka over én kamp i Parken.

Hepper på FCM

Ligesom sin chef har FCK's venstre back Nicolai Boilesen fulgt de midtjyske ligakonkurrenter i Champions League-kvalifikationen. Boilesen kan sagtens heppe på ligarivalen i Europa.

- Helt sikkert.

- Vi har i mange år sagt, at vi i FCK håber, at andre hold end os præsterer i Europa. I sidste ende er det godt for alle danske hold. Så selvfølgelig kan jeg holde med et dansk hold, når de spiller i Europa, siger Boilesen.

Venstrebacken peger på midtjydernes stærke defensiv som nøglen til den foreløbige succes i Champions League-kvalifikationen.

- De har set stabile og gode ud - i hvert fald i de kampe jeg har set.

- De har knækket koden i forhold til at være solide defensivt og skarpe, når de skulle være det. Det er det, som det handler om i Europa, hvor man ikke får så mange chancer.

- Spillet kan være krampagtigt, og det er de små detaljer, der afgør, hvem der vinder, siger Boilesen.

FC Midtjylland møder Slavia Prag klokken 21 på MCH Arena i Herning. Det første opgør i Tjekkiet sluttede 0-0. Den samlede vinder går videre til gruppespillet i Champions League.

Taberen får en plads i Europa League-gruppespillet.