- Opgaven ser svær ud på det sportslige, hånden på hjertet

16x9
FC Midtjylland-spillerne var selvsagt glade efter sejren over Slavia Prag. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

TV 2 SPORTs fodboldkommentator Flemming Toft ser nærmere på FC Midtjyllands lodtræknings i Champions League.

'Hymnen til Midtjylland' eller 'You’ll Never Walk Alone'. Det er Fodboldens Melodi Grand Prix i dette efterår.

Liverpool kommer på Heden. Uden tøven er den mest eksponerede klub i disse år. Det kan ikke blive større. Der bliver rusket op i den uberørte, midtjyske natur.

Lodtrækningen til gruppespillet i Champions League blev som håbet af de fleste med midtjysk ståsted. De elsker at tale som Regionens hold, men det her bliver et landsomdelt tilløbsstykke - selv uden tilskuere. Liverpool med den sande, ægte og omfavnende historie og en udstråling der - undskyld - udfordrer smittefaren. De kommer med et galleri af stjerner, der samler sig, i det vi i danske fodboldkredse holder af - de spiller for klubben.

Liverpool FC er for enhver en god historie, som er baseret på den fattige, trøstesløse fortid i byen, hvor handelsskibene var det centrale, men hvor arbejdsløsheden blev stor, da Merseyfloden og havneløbet blev overhalet. Byen havde i første del af det 20. århundrede ekspanderet og trukket mange europæere til byen, som de med stolthed kaldte “den anden by i det britiske imperium”.

Det bliver så stort. Mere end en sportslig udfordring

Men tiderne ændrede på det. Liverpool oplevede stor arbejdsløshed, men til gengæld blomstrede den med et stærkt kulturliv. Og hele tiden “gift med havet”. Bortset fra det store irske samfund - og til dels også et walisisk - blev det hele mere og mere med kulturel styrke, og det hele toppede i 60'erne med The Beatles, den kendetegnende Merseysound og en flok af storelyrikere. Nu svinger byen, som aldrig før.

Opgaven ser svær ud på det sportslige, hånden på hjertet

Flemming Toft

Ikke mindst fodboldholdet Liverpool FC, som nu drejer ind på Kaj Zartows Vej 5 i Herning, mens legendariske Anfield venter i Europas Kulturby 2008, det engelske mesterhold og Mané, Salah, Klopp og alle de andre. Jeg vover igen: Det bliver så stort. Mere end en sportslig udfordring.

Så trak midtjyderne Ajax med så meget dansk historie og garant for det seværdige fodbold, nøjagtig som Atalanta, som også har "danske rødder” ved Flemming Nielsen i 60'erne, kåret som æresborger i Bergamo. Ajax kender vi ved, at de har haft særlig dansker-tække startende med Frank Arnesen og Søren Lerby i 70'erne og nævnt i flæng Henning Jensen, Jan Mølby, Jesper Olsen, Brian Laudrup, Michael Laudrup, Dennis Rommedahl, Jesper Grønkjær, Kasper Dolberg, Lasse Schøne - 25 i alt. Og Mølby har jo også en særlig fortid i Liverpool nøjagtig som Daniel Agger. Så historien strikker en del danskhed ind over FC Midtjyllands tre modstandere.

Opgaven ser svær ud på det sportslige, hånden på hjertet. Atalanta er lige nu på andenpladsen i den nyligt startede Serie A, men top-tre de seneste to sæsoner. Ajax, der er hollandsk mester 2019, Liverpool vindere af forrige års Champions League og engelske mestre. Men jeg fastholder attraktionen før de sportslige muligheder.

Skabt på en grobund af hårdt arbejde, god mentalitet

Pladsen i gruppespillet er til honnør. Den unge fussionsklub har arbejdet stenhårdt i en blanding af stor passion, frivillige svedperler, kommunal opbakning, en fornuftig kræmmer-tanke og flere og flere professionelle dryp. Der er skabt et særligt sammenhold og en blanding af akademispillere og fornuftige handler.

FC Midtjylland har taget turen udenom elevatoren, trin for trin. Fundament, oprykning, stabilitet, mesterskab og nu det ultimative. For selvom der fyrværkes med guld for DM-trofæet, så er det her det højest opnåelige.

Triumfen mod Slavia blev skabt på en grobund af hårdt arbejde, god mentalitet, marginaler i VAR-højde, super gode indskiftninger og nogle gyldne mål. Og buketten har særlige roser til mændene bag - og træner Brian Priske. 13 måneder i jobbet, mesterskab, Champions League - årets træner.

Danske fodboldelskere ser frem til et midtjysk efterår og tænker lidt over, at Claus Steinlein hopper i direktørstolen, mens han hele tiden understreger, at dette er “regionens hold” - hos ærkerivalerne, der nu spiller andenviolin, FC København, kalder man sig “Byens Hold”. Det fortæller også lidt om forskellen.

Vi skal fange en ny dialekt i den danske fodboldtop - og for helheden er det glædeligt.