Braithwaite får legendarisk nummer: - Ikke et tal, man leger med i Barcelona
Martin Braithwaite skal i den kommende sæson ikke længere spille med nummer 19 på ryggen.
Romario. Michael Laudrup. Samuel Eto'o. Luis Suarez. Og nu Martin Braithwaite.
Det er på alle måder en perlerække af store navne, som den danske angriber skal gå i fodsporene på. Alle de nævnte spillere har således båret nummer 9 på ryggen i Barcelona.
Og nu er det Braithwaites tur. Tirsdag har Barcelona offentliggjort spillernumrene til denne sæson, og her fremgår det, at Martin Braihtwaite skifter nummer 19 ud med nummer 9.
Nummer 9 har stået fri, efter at Barcelona i sidste måned solgte Luis Suarez til Atletico Madrid.
Den mangeårige Barcelona-angriber scorede 195 mål i 283 kampe. Så det er på alle måder et par store sko, som den danske angriber skal udfylde.
Historisk set er det faktisk de helt store fodboldlegender, der har båret nummer 9 i Barcelona. Den liste indebærer blandt andet navne som:
- Michael Laudrup
- Ronaldo
- Romario
- Samul Eto'o
- Patrick Kluivert
- Luis Suarez
- Johan Cruyff
- Zlatan Ibrahimovic
- Alexis Sanchez
- Martin Braithwaite
Ikke et tal, man bare leger med
Derfor er det også et stort skulderklap til danskeren. Det mener TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker.
- Helt grundlæggende er det stort, at en dansker har nummer 9 i Barcelona. Det er et vidnesbyrd om, hvor han ser Braithwaite. Han er førstereserve for Messi, og det er et skulderklap. Nummer 9 i Barcelona bliver ikke givet ud til hvem som helst, så Braithwaite kan være stolt af det.
- Og udefra kan vi læse det som, han er en vigtig del af truppen. Var det planen, at han skulle sælges, ville han ikke få nummer 9. Det er ikke et tal, man leger med i den klub.
Til ligningen skal der også tilføjes, at klubbens nye træner er fra Holland. Og her er rygnumre ikke bare tilfældige.
- Man skal have i baghovedet, at træneren Ronald Koeman er hollandsk. Så han ser Braithwaite som angriber. Hollandske trænere vil gerne have, deres angribere spiller i nummer 9. Det oplevede jeg selv i Holland, hvor jeg fik nummer 10, men blev skiftet til nummer 9, tilføjer Mads Junker.