Fodbold

Danmark klar til U21-EM for fjerde gang i træk

Med en sejr over Finland har Danmark kvalificeret sig til U21-EM i fodbold.

Det danske U21-landshold i herrefodbold er nok engang klar til et EM.

Billetten til slutrunden næste år i Ungarn og Slovenien kom i hus tirsdag aften efter en sejr på 2-1 over Finland på hjemmebane i Aalborg.

Allerede efter et minuts spil scorede Ajax-spilleren Victor Jensen. Kort inde i anden halvleg fik Finland dog udlignet til 1-1 efter et straffespark. Samme Victor Jensen var dog leveringsdygtig for sejrsmålet til 2-1 efter en times spil.

Danmark kunne ellers have nøjes med et enkelt point, men de unge talenter ville det anderledes og tog den ottende ud af ni mulige i en særdeles overbevisende kvalifikation. Det eneste pointtab er kommet mod Ukraine, der fik uafgjort med sig hjem tidligere på året.

Med kvalifikationen kan Danmark nu prale af at være med til den fjerde slutrunde i træk for U21-landshold. I alt skal 14 nationer kæmpe om guldmedaljerne, der skal uddeles for 23. gang næste år.

Coronapandemien har tvunget arrangørerne til ændringer. Oprindeligt skulle hele slutrunden være afviklet næste sommer, men grundet udskydelsen af seniorernes EM til 2021 er det nu kun knockoutkampene, der finder sted næste sommer. Gruppespillet afvikles allerede i marts.

Danmark er fløjet gennem kvalifikationen.

Sådan forløb kampen (Ritzau):

Tirsdag lagde danskerne ud som lyn og torden med en scoring fra Ajax-spilleren Victor Jensen efter godt et minuts spil.

Silkeborgs højreback Rasmus Carstensen styrede mod baglinjen og lagde bolden skråt bagud til Victor Jensen i feltet, og så kunne den 20-årige midtbanespiller fra Ajax skyde værterne i front.

Victor Jensen var tæt på at øge føringen efter ti minutter, da Magnus Kofod fra FC Nordsjælland erobrede bolden midt på banen og sendte Hoffenheims Jacob Bruun Larsen afsted.

Bruun Larsen smed bolden ind over til Jensen, der fik sendt en fin helflugter mod mål. Den blev dog reddet til hjørnespark.

Det fine samarbejde mellem Bruun Larsen og Victor Jensen kom til at spille en afgørende rolle senere i kampen, men først skulle danskerne igennem en svag periode.

Finske chancer endte i udligning

Finnerne havde således et skud på stolpen før pausen, og i begyndelsen af anden halvleg fik gæsterne udlignet til 1-1 på et straffespark. Det blev klodset begået af målmand Oliver Christensen fra OB.

Det finske mål ruskede på en måde op i danskerne, og ti minutter senere gjorde Victor Jensen inde foran mål det til 2-1 efter et knaldhårdt indlæg fra Jacob Bruun Larsen.

De to indskiftere - Gustav Isakssen fra FC Midtjylland og Brøndbys Jesper Lindstrøm - havde hver et skud på overliggeren.

Henimod slutningen fik finnerne igen mere spil, og Oliver Christensen i det danske mål fik betalt lidt tilbage på det straffespark, han begik tidligere i kampen.

Danmark møder Rumænien på udebane 17. november i den sidste gruppekamp.