Fodbold

- Vi er som et ægtepar, siger Agüero om særligt Messi

De to gode venner har udviklet i et helt særligt bånd, men derfor kan de sagtens brokke sig over hinanden.

I 16 år har Lionel Messi og Sergio Agüero sovet ved siden af hinanden.

Ikke hver dag, men når de to stjerner er afsted med det argentinske landshold, så er det fast tradition - også den dag i dag.

- Vi er virkelig blevet som et gammelt ægtepar, afslører Sergio Agüero i det argentinske TV-program 'Santo Sábado'.

På banen har de to offensive profiler altid haft en fænomenal indbyrdes forståelse, siden de mødte hinanden tilbage i 2004 på det argentinske U20-landshold.

Men når hoteldøren til værelset bliver lukket i, så er det ikke altid, alt ånder fred og fordragelighed idenfor de fire vægge.

- Messi er en klynker. Jeg falder altid i søvn med TV'et tændt, og næste morgen brokker han sig altid, fortæller Manchester City-spilleren.

Messi holder styr på tiden

Generelt er den målfarlige angriber ikke bleg for at indrømme, at det er værelseskammeraten fra Barcelona, der har mest styr på tingene.

Særligt klokken og mødetiderne passer Lionel Messi for makkerparret.

- Vi spiser som regel klokken 21. Når der er en halv time til, sidder jeg stadig og kigger på telefonen i mine underbukser.

- "Vi skal gå om ti minutter. Vi kommer altid for sent", siger Messi til mig, og så begynder jeg at gøre mig klar. Men den dårlige stemning er der allerede. Han bryder sig ikke om at komme for sent.

I disse dage deler makkerparret også værelse, hvor de er samlet med det argentinske landshold i jagten på kvalifikation til VM i 2022.

De to spillere er dog langt mere end bare værelseskammerater. Lionel Messi er eksempelvis gudfar til Sergio Agüeros søn, Benjamin.