Fodbold

- Det føles specielt, siger Eriksen efter sejr på Wembley

Christian Eriksen blev matchvinder med et mål i sin kamp nummer 100 for det danske landshold.

14. oktober 2020 bliver en dag, der ikke glemmes lige foreløbigt på det danske fodboldlandshold.

Her lykkedes det nemlig for Kasper Hjulmands tropper at snuppe den bare anden sejr på udebane i historien på legendariske Wembley.

Sejren blev grundlagt af jubilaren Christian Eriksen, der i sin kamp nummer 100 i rødt og hvidt scorede målet, der sikrede den danske sejr på 1-0 over England.

- Det føles specielt. At slå England på Wembley har vi ikke gjort i 37 år, så det er meget specielt, lød den umiddelbare reaktion fra matchvinderen til Kanal 5.

Det var et straffespark i første halvleg, som Christian Eriksen, som så mange gange før, blev sat til at eksekvere.

Uden tøven gik Inter-spilleren til bolden og satte den iskoldt i nettet.

- Jeg har sparket 8 ud af 10 til den anden side, så det var på tide at prøve noget nyt. Jeg følte mig tilpas og sparkede den ned i midten.

- Det var rimelig lige

Det danske straffespark kom bare et par minutter efter, at den engelske forsvarsprofil Harry Maguire så rødt efter sit andet gule kort.

Derfra var det et stærkt svækket engelsk landshold, der skulle forsøge at kæmpe sig tilbage og sikre sig point.

- I anden halvleg tror jeg ikke, de har fem afleveringer langs jorden. Det hele bliver i luften og ren fysik, fortalte Christian Eriksen.

- De har nogle chancer. Jeg ved ikke, om det var det bedste hold, der vandt. Det var nok rimelig lige.

Med sejren sikrede Danmark sig en plads i det fineste selskab i UEFA Nations League til næste år og har stadig muligheden for vinde gruppen og dermed spille sig i Final 4.

UEFA Nations League, gruppe 2

  1. Belgien, 9 point (10-4)
  2. Danmark, 7 point (4-2)
  3. England, 7 point (3-2)
  4. Island, 0 point (2-11)