Fodbold

Ronaldo svarer minister igen: - Det er en løgn

Cristiano Ronaldo er smittet med coronavirus. Alberto Lingria / Ritzau Scanpix

Cristiano Ronaldo insisterer på, at han ikke har brudt reglerne ved at rejse hjem til Italien, selvom han var smittet med coronavirus.

Cristiano Ronaldo er i øjeblikket isoleret i sit hjem i Torino, efter han blev testet positiv for coronavirus under en landsholdssamling i Portugal tidligere på ugen.

Siden er verdensstjernen blevet kritiseret af Italiens sportsminister, Vincenzo Spadafora, der mener, at Ronaldo har brudt reglerne ved at rejse fra Portugal til Italien.

Men i en Instagram-live fredag benægter portugiseren, at han har trådt ved siden af. Det skriver Football Italia og Gazzetta dello Sport.

- Jeg respekterer protokollen. Jeg brød den ikke, så det er en løgn, siger Ronaldo.

- Jeg kom tilbage fra Portugal, fordi mit hold og jeg sørgede for at det skete i overensstemmelse med alle procedurer. Jeg returnerede via luft-ambulance, og jeg har ikke været i kontakt med nogen - heller ikke i Torino.

Få timer senere har sportsministeren taget til genmæle uden at nævne Juventus-stjernen ved navn.

- Omdømme og evner hos bestemte spillere giver dem ikke lov til at være arrogante, respektløse eller at lyve. Jo mere kendt man er, jo mere burde man føle en ansvar. Jeg står ved, hvad jeg sagde tidligere, siger Vincenzo Spadafora, ifølge La Gazetta dello Sport.

Sportsminister: Han havde ikke tilladelse

Selvsamme dag som Cristiano Ronaldo fik konstateret coronavirus - den 13. oktober - var han i selskab med resten af det portugisiske landshold under en fællesspisning. Derfor blev han isoleret på sit hotelværelse inden Nations League-kampen mod Sverige den efterfølgende dag.

Senere rejste han hjem til Italien og Torino, hvilket sportsministeren altså ikke mener, han havde tilladelse til.

- Han har brudt reglerne, da han ikke har fået nogen specialtilladelse af sundhedsmyndighederne, sagde Spadafora.

Fredag er Juventus-angriberen kommet yderligere under lup, da han og flere holdkammerater menes at have forbrudt sig mod reglerne ved at rejse afsted på landsholdstjeneste, selvom to klubansatte havde aflagt positive coronatests.

Det er ikke afklaret, om det er gennem de to ansatte, Ronaldo er smittet.