Pelé afviste verdens største klubber - kom til et stadion med flere glasskår end græsstrå

Pornobutikkerne på Times Square lå tættere end de ristede løg på en spegepølsemad med remoulade.

Der var ikke den synd, der ikke kunne tilfredsstilles inden for få skridt. Uanset hvilken præference, så kunne der findes afløb for den lige midt på Manhattan.

Skulder ved skulder stod alfonser, ludere og narkohandlere og hang ud i det ikoniske centrum i The Big Apple.

Og i forstæderne flød skraldet, og slum-karreerne blev brændt ned til grunden.

Der var en dirrende stemning nærmest af en forestående apokalypse over New York City i 70’erne. Undergangen lå lige om hjørnet, men rotterne havde ikke forladt skibet. De var piblet frem i det åbne landskab.

Times Square var et billede på en by i knæ og langt fra det fascinerende storskærms-lyshav og tilløbsstykke for alverdens turister, vi i dag kender som den vestlige verdens navle.

I 70’erne var byen på grænsen af et kollaps. Økonomisk og moralsk. New York City var ikke et sted, man drømte sig hen. Det var det mareridt, du forsøgte at flygte fra.

Slagsmål og knytnæver

Men den 10. juni 1975 – bare ti minutters gang fra perversitetens højborg på Times Square – på det absolutte in-sted 21 Club på 52nd street blev elendigheden fejet til side for en stund.

400 pressefolk var klemt sammen i den lille natklub. Luften var tyk og til at skære igennem. Sveden sprang og den ramme, skarpe lugt fra armhulerne satte sig i næseborene. Kameraerne var rettet mod det lille podium.

Så intens var stemningen, at da hovedpersonen endelig ankom med to timers forsinkelse, røg to fotografer i totterne på hinanden og lod knytnæverne indgå i argumentationen.

Der var ikke bare kaos i byen uden for den eksklusive natklub, der på et tidspunkt opbevarede John F. Kenndys, Ernest Hemingways, Judy Garlands og Marilyn Monroes private vinsamlinger. Der var i den grad også kaos inden for på 21 Club den dag i juni.

Det mest bizarre var dog ikke slagsmålene i klubben og det store pressekontingent.

Nej, det mest bizarre var, at den fodbold-ignorante by – den fodbold-ignorante nation for den sags skyld – var på den anden ende, fordi en bare 173 centimeter høj, ibenholtsort brasilianer valgte at lægge sin fodboldfremtid hos et undseligt fodboldhold i den amerikanske smeltedigel.

Og når en fodboldspiller fører kaos med sig i USA, så siger det alt om det fænomen, der stod bag podiet på 21 Club.

Et fænomen, der var større end den sport, han i 1975 havde udøvet til perfektion i 19 år. Ja, til udødelighed nærmest.

Manden var døbt Edson Arantes do Nascimento. Fænoment lød navnet Pelé.

Fodbold i dybfryseren

I dag fylder manden med tre verdensmesterskaber 80 år. Og egentlig havde han stoppet sin karriere, da han stod i New York City for at kundgøre, at han ville vende tilbage til sin elskede sport.

Ikke hos europæiske storklubber som Juventus og Real Madrid, der havde været ude med lukrative tilbud om høje lønninger og bestyrelsespladser i store koncerner.

Men i stedet i USA af alle steder, hvor kun immigranter fandt glæde ved fodbolden. I De Forenede Stater var der i 70’erne baseball, basketball og amerikansk fodbold – at sige fodbold stod i skyggen af de tre store, var at give fodbold for voldsom en position. Fodbolden eller soccer, som man siger på den anden side af Atlanten, var placeret langt fra solen, bagerst i dybfryseren.

Det vil sige lige indtil, Pelé dukkede op i den obskure liga for at spille tre sæsoner for New York Cosmos, der havde hjemme på et nedslidt og trist stadion på Randalls Island mellem Manhattan og Queens. Et stadion, der havde flere glasskår flydende på underlaget end græsstrå, der tittede frem.

Faktisk så trist, at man tog affære, da man skulle sælge fodbolden i New York City til fænomenet Pelé.

- Vi var ved at træne på Randalls Island, mens vi forsøgte at undgå det smadrede glas på banen, da vi pludselig ser den her fyr, der begynder at male banen grøn, husker New York Cosmos-keeperen Shep Messing tilbage.

- Så ser vi en helikopter, der flyver over banen, som så forsvinder igen. De havde fløjet Pelé hen over Randalls Island for at vise ham stadion, og så havde de fået malet jorden grøn, så han troede, at det var en lækker fodboldbane.

Faktisk var Shep Messing den eneste årsag til, at medierne havde fundet forsidepotentiale hos New York Cosmos, før Pelé dukkede op. Det var året forinden, da han i magasinet VIVA havde valgt at lade sig fotografere med alle herlighederne, som man siger, lagt frem i en række nøgenfotos.

En splitternøgen målmand kunne få Cosmos på forsiden. Men ikke fodboldspillet.

Et nationalt klenodie

Men hvorfor New York Cosmos, når nu fodboldens allerstørste og mest meriterede klubber stod i kø for at skrive under med den 33-årige verdensstjerne?

Faktisk var det første gang, fænomenet fik lov til at søge mod fremmede græsgange.

I Brasilien var Pelé nemlig mere end verdens bedste fodboldspiller. Han var et nationalt klenodie. Indstiftet af kongressen i den sydamerikanske nation.

For i 1961 – 3 år efter han i en alder af bare 17 år tog fodboldverdenen med storm, da han scorede to mål i VM-finalen mod Sverige – valgte den brasilianske præsident Janio Quadros at rette op på en stigende upopularitet med sit virke. Midlet var simpelt – for mens verdens førende klubber gjorde sig klar til at sprænge banken for at hente den brasilianske guldfugl – så blev de muligheder sparket til hjørne, da der blev vedtaget en lov, der gjorde den 20-årige Pelé til nationalt klenodie, der ikke måtte forlade landet i en ti-årig periode.

Derfor spillede Pelé hele sin karriere i hjemlandet og i den samme klub, Santos FC, i samtlige 19 år.

Det vil sige, lige indtil New York Cosmos bankede på døren, og fænomenet fik den pulserende by til at stå på hovedet.

Det kan godt være, at antallet af indfødte New Yorkere, der kunne offside-reglen, kunne tælles på en hånd, og fascinationen for et spil, hvor man sparkede til bolden, var mere lunken end kaffen på den lokale diner, der havde stået på blusset siden første morgenservering. Men alle kendte Pelé.

Det var trods alt en sportsmand med så voldsomt et omdømme, at han i 1967, da han spillede en venskabskamp med Santos i Nigeria, fik stoppet en militærkonflikt.

De stridende parter i krigen mellem Nigeria og det daværende Biafra aftalte nemlig at holde våbenhvile i 48 timer, så lokalbefolkningen var i sikkerhed, så de kunne se fænomenet udøve sin kunst på grønsværen.

Fodbold-frelseren i et fodbold-uland

Nu stod han i New York City. Et fodbold-uland.

Netop ulands-tankegangen var en væsentlig del af forklaringen – dét, samt en mere jordnær. Pelé havde brug for pengene.

For efter sin sidste kamp for Santos i 1974 måtte Pelé erkende, at hvor han på fodboldbanen var et fænomen med et talent, så elegant, at det lignede et, han havde erhvervet sig ved en guddommelig berøring, så var han langt mere ordinær, når det kom til forretninger.

Der var for mange fejlskud.

Derfor var det svært at takke nej, da New York Cosmos bakket op af Steve Roos, der var ejer af den mægtige medievirksomhed Warner Bros, kunne tilbyde brasilianeren en kontrakt, der på de tre sæsoner ville sikre ham mere, end han havde tjent i sine 19 år hos Santos.

Og læg dertil, at han personligt havde muligheden for at sparke dørene op for fodbolden i den vestlige verdens førende nation. Derfor blev det Cosmos og ikke Juventus og Real Madrid, der fik den eftertragtede underskrift på kontrakten.

- Jeg sagde: Ok, hvis du tager dertil (Juventus og Real Madrid, red.), så kan du vinde et mesterskab. Hos os kan du vinde en hel nation, lød det fra Cosmos’ sportsdirektør Clive Toye.

Pelé købte ind på præmissen og leverede varen, da han på pressemødet erklærede:

- For mig er det en drøm. USA er verdens hovedstad. Alle har noget, de skal nå i deres liv, en mission, et mål, og det eneste sted, folk ikke kender til fodbold, er i USA. Jeg havde en drøm om, at USA en dag vil forstå fodbold, og det er hovedårsagen til, at jeg er her nu. For at vise nationen, hvorfor fodbold er så vigtigt i den her verden.

Troede maling var en sygdom

Beviset blev tydeligt, da han fem dage efter sit pressemøde debuterede for Cosmos i en opvisningskamp mod Dallas Tornado på det nedslidte Downing Stadium ude på Randalls Island.

I sin seneste hjemmekamp havde Cosmos haft 5227 på tribunerne. Mod Dallas med Pelé på banen var der udsolgt, og man måtte lade horder af skuffede fans gå nedslukkede hjem.

Kampen blev transmitteret til 22 nationer, og der var mere end 300 journalister på plads.

Og for at Downing Stadium skulle gøre sig rigtig godt på tv-skærmene, så havde den græsløse bane lige fået en omgang grøn maling igen.

Problemet var bare, at ingen havde fortalt Pelé om make-overen af underlaget. Derfor søgte han hjælp i pausen af opgøret, der endte 2-2, og hvor fænomenet selv fik scoret sit første mål i Cosmos-trøjen.

- Han var meget bekymret. Han havde den her grønne svamp på sine ben, og han troede, han havde raget en sygdom til sig i sine første 45 minutter i New York. Men det var bare den grønne maling, der smittede af, fortæller sportsdirektør Clive Toye om den opsigtsvækkende debut.

Men der var absolut ingen grund til bekymring. Heller ikke på den lange bane. Og heller ikke selv om, de fysiske rammer ikke var en verdensstjerne værdig.

Eller som en journalist skrev efter debuten: At se Pelé spille på Downing Stadium var "som at se Nureyev danse i en stripbar på Times Square".

Når man tager verdens største sportsnavn, der vel kun var udfordret på den titel af Muhammad Ali midt i 70’erne, og mikser det med Warner Bros' kommercielle tankegang, så står man med noget, der ligner en perfekt cocktail.

I hvert fald hvad det forretningsmæssige angår.

Groupier og fest

Sportsligt haltede det. Cosmos havde ikke helt niveauet til at følge med de andre mandskaber. Heller ikke selvom de havde fået Pelé på holdet. Men popularitetsmæssigt blev brasilianerens tre år i New York City et triumftog.

Downing Stadium blev i 1977 skiftet ud med Giants Stadium ude i Meadowlands i New Jersey. Godt nok bygget til det lokale amerikanske fodboldmandskab New York Giants, men det var New York Cosmos, der holdt den største fest, da fodboldholdet i sidste ende viste sig at være det hold, man fulgte i den vibrerende storby.

Det kan godt være, at New York Yankees anført af Reggie Jackson var toppen af poppen i baseball-ligaen, men det var verdensstjernen Pelé, som byen ville se.

Pludselig var det ikke ualmindeligt at se 60-70.000 tilskuere på tribunerne til en soccer match.

- Den ene dag var vi ingenting, den næste dag spiller vi på Giants Stadium, og der er limousiner, der henter os for at køre os ind til Studio 54 efter kampen, husker Shep Messing tilbage.

- Det var en hvirvelvind af sjov, arbejde og fornøjelse.

Set udefra lignede det ikke så meget en fodboldklub på vej mod succes, som det lignede et omrejsende rock’n’roll-show – eller rettere et disco-ensemble, der funkede ud til tidens hotteste discorytmer.

Celebrities stod i kø for at gnubbe skuldre med fodboldspillerne og sole sig i den glamour, der fulgte med. Mick Jagger og Robert Redford holdt nærmest til i omklædningsrummet efter kampene.

Og så var der pigerne. Groupies, som man kender dem fra musikkens verden. De var alle steder. På stadion, i hotellerne, i lobbyerne. Og de ville have deres bid af Cosmos og lod sig ikke stoppe.

Historien fortæller om en kvinde, der gemte sig i vasketøjet for at komme ind på Pelés værelse, men blev stoppet af hans personlige bodyguard, der til gengæld åbnede for en lille mulighed for lidt sjov:

- Mr Pelé har ikke brug for et håndklæde. Men det har jeg måske, lød det håbefuldt fra bodyguarden.

De ville have Pelé, men kunne de ikke det, så ville de have det næstbedste – hans holdkammerater.

Det mærkede Shep Messing, da han fik leveret en nøgen kvinde pakket ind i cellofan foran sin hoteldør før en kamp i Vancouver.

Fodboldfeberen, eller måske rettere Pelé-volutionen, havde grebet New York, og Cosmos-kontorerne blev lagt ned af opringninger, der ville have billetter. Folk udgav sig for spillernes fætter fra en svunden tid, tilbød bestikkelse eller forsøgte at true sig til de eftertragtede adgangstegn til Giants Stadium.

Populariteten var voldsom. Cosmos var kvinder, drinks, dans og alkohol - og så op på træningsbanen dagen efter igen. Og så var det Pelé.

Og mens tabloiderne på forsiderne beskæftigede sig med byens økonomiske krise og massemorderen Son of Sam, der hærgede millionbyen, så var bagsiderne Cosmos’. Ingen lokale hold matchede soccerspillerne.

Den perfekte afslutning

Og som om det var et billigt manuskript til en middelmådig Hollywood-produktion, så blev 1977 også en sportslig succes.

Det var Pelés sidste sæson, og hvis manuskriptet blev fulgt, så ville den aldrende verdensstjerne ende på toppen.

Det var næsten for symbolsk. Den 28. august – 12 dage efter Elvis Presleys hjerte ikke magtede sangerens store krop mere, og The King of rock’n’roll forlod sin trone – kunne O Rei – den brasilianske fodboldkonge – abdicere med et mesterskab, hvis Seattle Sounders blev besejret i Soccer Bowl – finalen om det amerikanske mesterskab.

Muhammad Ali var til stede, ligesom en lang liste af de hotteste celebrities, der var tæt på at få gæstelisten til at krakelere under sin egen vægt.

- Jeg ved ikke, om han er en god spiller, lød det fra Ali, der ikke lagde skjul på sin fodbolduvidenhed.

Men Ali var Ali og tilføjede:

- Men jeg er helt sikkert kønnere end ham.

Selv var Pelé presset før opgøret mod Seattle. Ikke så meget fordi han så inderligt ønskede, at han ville forlade sin elskede sport med et sidste trofæ. Men fordi fremtiden som forretningsmand uden fodbolden var usikker grund.

- Jeg ved ikke, hvordan jeg vil bryde mig om det. At skrive under på papirer, snakke i telefoner, for 22 år af mit liv har kun været fodbold, sagde den 37-årige verdensstjerne.

Kampen blev ikke en triumf for Pelé. Han var ikke specielt iøjnefaldende. Men resultatet blev, som han havde håbet på. 2-1 vandt New York Cosmos, og så kunne Pelé trække sig tilbage på toppen.

- Jeg kan stoppe som en mester. Jeg kan dø nu. Jeg nåede alt, hvad jeg ønskede mig af mit liv i fodbold.

Og mens holdkammeraterne græd i armene på den aldrende stjerne, var der allerede gang i afvejningen af, hvad det var, der var kommet forbi og havde bragt fodbolden fra dybfryseren til den absolutte dagsorden i Guds eget land.

Den største af dem alle

Måske det var den daværende præsident Jimmy Carter, der for alvor ramte, hvad det var, der skete, da den brasilianske konge indtog Manhattan og New York City.

- Pelé har løftet fodboldspillet til højder, det aldrig har opnået i Amerika, og kun Pelé med sin status, uforlignelige talent og højt skattede medfølelse kunne have fuldført den mission.

Som en fodboldmissionær trådte han på uopdyrket land og efterlod det igen, da der var sået frø, der rakte hele vejen til et VM i USA i 1994 og i sidste ende en blomstrende liga i Major League Soccer.

O Rei, en konge, et fænomen. En fodboldmissionær.

Tre verdensmesterskaber, seks brasilianske mesterskaber, to gange vinder af VM for klubhold, to gange vinder af Copa Libertadores.

Og hos mange fodboldkendere den største af dem alle – med Di Stefano, Maradona, Cruyff, Messi og Ronaldo efterladt i kølvandet.

Men måske var dagens 80-års fødselars største bedrift, at han erobrede en hel nation og gav dem den største gave: Fodbolden.

...

(Artiklen er blevet skrevet på baggrund af en række artikler fra bl.a. BBC, New York Times, ESPN, The Guardian, These Football Times, samt bøgerne: Robert L. Fish: Pelé - Mit liv i fodbold; Gavin Newsham: Once In a Lifetime)