Fodbold

Arsenal fjerner dyr stjerne fra truppen

Mesut Özil har ikke fået mange minutter på banen det sidste stykke tid. Peter Cziborra / Ritzau Scanpix

Mesut Özil kommer ikke til at repræsentere Arsenals førstehold i 2020.

Fremover får den tyske playmaker Mesut Özil mere end svært ved at spille sig i Arsenals startopstilling, da London-klubben helt har udeladt ham fra deres Premier League-trup.

Han skal fremover holde formen ved lige på holdets U23-hold.

Det fremgår af Premier Leagues officielle holdlister, som klubberne har offentliggjort for den resterende del af sæsonen, hvor han altså ikke figurerer.

Klubbens manager, Mikel Arteta, har altså besluttet, at der ikke bliver brug for den omdiskuterede 10'er, og det er på trods af, at han sluger en markant del af Arsenals lønbudget.

Arsenals holdliste for resten af 2020/2021-sæsonen

  • Alves Soares, Cedric Ricardo
  • Aubameyang, Pierre-Emerick
  • Bellerin, Hector
  • Borges Da Silva, Willian
  • Ceballos Fernandez, Daniel
  • Chambers, Calum
  • Dos Santos Magalhaes, Gabriel
  • Elneny, Mohamed Naser Elsayed
  • Holding, Robert Samuel*
  • Kolasinac, Sead
  • Lacazette, Alexandre
  • Leno, Bernd
  • Macey, Matthew Ryan
  • Maitland-Niles, Ainsley
  • Mari Villar, Pablo
  • Moreira Marinho, David Luiz
  • Mustafi, Shkodran
  • Partey, Thomas Teye
  • Pepe, Nicolas
  • Runarsson, Runar Alex
  • Tierney, Kieran
  • Xhaka, Granit

Kilde: Premier League

Tidligere på året skrev sportsmediet The Athletic, at han tjener omtrent 350.000 pund om ugen, hvilket svarer til små tre millioner kroner.

Desuden er han på Arsenals egen hjemmeside beskrevet som den spiller, der har skabt flest chancer og assister end nogen anden spiller i den bedste engelske række, siden han kom til klubben i 2013.

En lang nedtur

Siden 2018/2019-sæsonen begyndte det for alvor at gå ned ad bakke i Arsenal for den tidligere tyske landsholdsspiller.

Han optrådte 24 gange for de rødklædte i Premier League - det færreste antal kampe siden 2014/2015-sæsonen.

I 2019/2020 blev det til 18 kampe, mens han i indeværende sæson aldrig nåede at spille en kamp.

Endnu mere betændt blev det, da Özil nægtede en lønnedgang på 12,5 procent. Noget, som klubben ellers var nået til enighed med spillere og trænere om. Det skete som følge af de indtægtstab, flere fodboldklubber led under, da covid-19-krisen for alvor indtræf tidligere på året.

Det begyndte ellers forrygende for den tyske kreatør, da han tilsluttede sig Arsenal efter et stort skifte fra Real Madrid, hvor han bidrog med mål og oplæg.

I London-klubben er det blevet til 33 mål og 54 assister i 184 kampe.

Forsvarspilleren Sokratis er, ligesom Mesut Özil, også udeladt af Arsenals trup.