Fodbold

Chelsea indlemmer pensioneret legende i Premier League-trup

Petr Cech indstillede sin aktive karriere i 2019. Glyn Kirk / Scanpix Denmark

Tjekkiske Petr Cech skal agere brandslukker for Chelsea, hvis der på grund af coronakrisen bliver brug for det.

En gammel kending kan gøre et bemærkelsesværdigt comeback i Premier League for Chelsea.

38-årige Peter Cech, der fra 2004 til 2015 tog med hænder for klubben, er nemlig en del af holdets trup til denne Premier League-sæson. Det fremgår af holdets hjemmeside.

- Peter Cech er blevet inkluderet i truppen som en nødløsning. Dette på grund af eventuelle uventede betingelser forårsaget af coronakrisen. Han tager pladsen som en spiller, der ikke er på kontrakt, skriver klubben som begrundelse for det bemærkelsesværdige valg.

Cech stoppede sin karriere i 2019 i Arsenal og har siden været ansat som teknisk konsulent for Chelsea.

Det bliver han ved med at være, og sandsynligheden for, at han skal tage endnu en kasket på, er ikke så stor. Chelsea har nemlig registreret tre målmænd, der er over tjekken i hierarkiet i form af Edouard Mendy, Willy Caballero og Kepa Arrizabalaga.

Med i truppen er blandt andre den danske forsvarsspiller Andreas Christensen også.

Også god til ishockey

Det er ikke første gang, at Petr Cech har gjort sig bemærket efter sin tilværelse som fodboldpensionist.

I oktober sidste år tørnede han nemlig ud for det engelske ishockeyhold Guilford Phoenix i fjerde division.

Her stod han så godt, at han blev kåret som kampens spiller.

Chelsea ligger på ottendepladsen i Premier League efter fem kampe.